Jordskælv på 6,9 på richterskalaen rammer Filippinerne

Skrevet af Jakob A. Overgaard

15/12/2019
Et jordskælv på Filippinerne målte 6,9 på richterskalen. Foto: Pixabay.com
Et jordskælv på Filippinerne målte 6,9 på richterskalen. Foto: Pixabay.com
Ifølge Reuters har USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) tidligt søndag morgen dansk tid oplyst, at Filippinerne er blevet ramt af et kraftigt jordskælv.

Dagens topnyheder

Jordskælvet blev registreret 56 kilometer sydvest for storbyen Davao.

Davao er Filippinernes tredjestørste by med mere end 1,6 millioner indbyggere. 

Der er endnu ingen meldingen om tilskadekomne eller ødelæggelser, men det er ikke mere end to måneder siden Filippinerne sidst blev ramt af et jordskælv. Der omkom seks personer og minimum 600 blev kvæstet.

Det er næsten hverdagskost for Filippinerne at blive ramt af jordskælv. Ø-staten ligger nemlig på et langt bælte af vulkaner, hvor der er heftig seismisk aktivitet. Det er på dette bælte, der også kaldes 'Ildringen' at 90% af alle verdens jordskælv sker. Bæltet strækker sig over mange kilometer og inkluderer asiatiske og amerikanske stillehavskyster. 

Ifølge det amerikanske Pacific Warning Tsunami Center er der ingen fare for tsunamier i kølvandet på jordskælvet.

Et jordskælv er en rystelse af jordens overflade, og man bruger richterskalaen til at måle hvor kraftige rystelserne er. Jordskælv skyldes typisk, at kontinentalpladerne flytter sig ind under hinanden.