Kønsneutrale Sverige gør det igen: Nu bliver 'hen' et officielt ord i ordbogen

Skrevet af admin

11/04/2015

Dagens topnyheder

Svenskerne er nu officielt ikke længere begrænset til at kendetegne mennesker som enten "han" eller "hun".

Svenskerne har nu tre muligheder, når de omtaler en person, efter at det kønsløse pronomen "hen" er blevet optaget i det svenske sprog.

Debatten har været koncentreret omkring børn, hvor flere børnebogsforfattere har taget "hen" i brug, så hovedpersonerne i bøgerne ikke har et specifikt køn. Også enkelte børnehaver er begyndt at bruge udtrykket for at undgå gængse kønsroller.

I næste uge optages det kønsløse pronomen officielt i det svenske sprog, når den 14. udgave af den svenske ordbog Svenska Akademiens Ordlista udkommer.

Selvom Sverige og Danmark før har inspireret hinanden, så skal man ikke forvente, at et lignende udtryk finder vej til de danske ordbøger. Det fastslår Dansk Sprognævns direktør, Sabine Kirchmeier-Andersen.

- Vi følger med stor interesse med i, hvad der sker i Sverige. Men vi undrer os også over, hvordan vores nabofolk håndterer sproglig korrekthed. Det ligger dybt i den svenske sprogkultur at være politisk korrekt, siger hun og fortsætter:

- Det er en meget anderledes fremgangsmåde, end vi har i Danmark. Vi lægger ikke i samme omfang vægt på at være politisk korrekte. Svenskerne tog for eksempel ordet "negerkonge" ud af Pippi-bøgerne, og de har også ændret en række fuglenavne.

Dansk Sprognævns direktør er - på trods af tilføjelsen af hen til den svenske ordbog - skeptisk omkring, hvor vidt det kønsløse pronomen vil overleve.

- Det har vundet indpas nogle steder siden omtalen af optagelsen i ordbogen, men det betyder nødvendigvis ikke, at det er slået fuldstændig igennem endnu, siger hun.

Sprognævnet har igennem tiderne modtaget flere henvendelser omkring kønsløse stedord, hvor udtrykket "høn" blandt andet er blevet forslået.

/ritzau/