Læge død og 36 ramt af sjælden blodsygdom efter coronavaccine

Skrevet af Nicolai Busekist

10/02/2021
Foto: Facebook
Foto: Facebook
En 56-årig læge er afgået ved døden, efter at have udviklet en sjælden blodsygdom kort tid efter, at han blev vaccineret mod coronavirus.

Dagens topnyheder

Blot tre dage efter at være blevet vaccineret med Pfizer-vaccinen, udviklede den 56-årige læge fra Miami Beach Gregory Michael symptomer på immun trombocytopeni, som er en sjælden blodsygdom, der stopper dannelsen af blodplader.

Michael døde senere af sygdommen, da flere behandlinger ikke kunne bringe niveauet af blodplader tilbage til det normale niveau. Efter at have tilbragt to uger på hospitalet, døde han af en hjerneblødning forårsaget af sygdommen, skriver The New York Times. 

Foto: Facebook

Flere andre personer, der har fået vaccinen fra Pfizer eller Moderna, syntes også at have udviklet den samme blodsygdom. Det skriver det britiske medie The Sun. 

Den 72-årige Luz Legaspi vågnede op med blå mærker på arme og ben samt blødende vabler i munden. Det skete blot en dag efter, at Luz havde fået den første dosis af vaccinen mod coronavirus. 

Da hun lod sig indlægge på et hospital i New York, blev hun også diagnosticeret med den føromtalte blodsygdom.

Foto: Facebook

Luz Legaspis tog kontakt til Gregory Michaels læge, for at høre, hvilken behandling de forsøgte at give Gregory. Dernæst besluttede Luz' læge at prøve en anden behandling, der øgede hendes blodplader fra nul til 6.000, fra 6.000 til 40.000, og fra 40.000 til sunde 71.000 i løbet af få dage. 

Til trods for, at 37 personer har udviklet denne blodsygdom, efter at have modtaget vaccinen, forsøger sundhedseksperter at undgå, at offentligheden drager forhastede konklusioner, da 31 millioner personer i USA har fået mindst en dosis af en af vaccinerne.

Overordnet set mener de fleste eksperter og læger, at de 37 tilfælde af denne blodsygdom ikke er nok til, at de ikke længere kan anbefale at blive vaccineret med vaccinen fra enten Pfizer eller Moderna. Det skriver The Sun.