En tragedie har ramt en skole i Californien, hvor en 60-årig lærer døde som følge af rabies efter et tilsyneladende harmløst møde med en flagermus.
Det skriver BT
Leah Seneng, der underviste i billedkunst på Bryant Middle School sydøst for San Francisco, blev i midten af oktober bidt af en flagermus, da hun forsøgte at fjerne den fra klasselokalet.
Flagermusen, som Leah Seneng troede var død, fløj væk efter at have bidt hende. Episoden vakte tilsyneladende ingen større bekymring, og Leah fortsatte som sædvanligt.
En måned senere blev hun imidlertid alvorligt syg og indlagt på Fresno County Hospital, hvor hun blev lagt i kunstigt koma. Fire dage efter sin indlæggelse døde hun.
Ryster lokalsamfund
Ifølge prøver viste Leah Senengs sygdom sig at skyldes rabies, som med al sandsynlighed stammer fra flagermusen.
Bid fra flagermus kan være så små, at de knap bemærkes, og det har fået de lokale sundhedsmyndigheder til at advare borgerne om risiciene ved kontakt med vilde dyr.
"Bid fra flagermus kan være utroligt små og svære at se eller opdage," udtaler Tomás Aragón, direktør for Californiens Departement for Folkesundhed, i en pressemeddelelse.
Han opfordrer desuden til, at man straks søger lægehjælp, hvis man bliver bidt, og understreger vigtigheden af at holde afstand til vilde dyr:
"Det er altid sikrest at lade vilde dyr være i fred. Lad være med at nærme dig, røre ved eller forsøge at fodre dyr, som du ikke kender."
Tragedien har rystet lokalsamfundet og skabt fokus på nødvendigheden af opmærksomhed omkring rabies og vilde dyrs adfærd.
Myndighederne opfordrer til ekstra forsigtighed og informerer om, at selv små bid kan få fatale konsekvenser, hvis de ikke behandles i tide.