Lokal tankstation sælger billig brændstof for at hjælpe kunderne

Skrevet af Mathias Madsen

25/07/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I en tid med stigende priser er der heldigvis enkelte virksomheder, der gør sit for at hjælpe forbrugerne.

Dagens topnyheder

Priserne på alt fra smør og mælk til brændstof og el er steget voldsomt de sidste mange måneder, og det har sat mange danskeres økonomi under pres. 

Det er dog ikke kun danskerne, der lider under prisstigningerne, da krigen i Ukraine og coronakrisen fortsat gør, at mange lande rundt om i verden oplever tårnhøj inflation, men heldigvis er enkelte virksomheder villige til at ofre deres egen fortjeneste for at hjælpe forbrugerne.

Én af disse er den lokale tankstation 'D. A. Roberts Fuels Ltd' i Shropshire i Storbritannien, som har valgt at sælge både benzin og diesel for en del mindre end konkurrenter i et forsøg på at hjælpe deres kunder. 

Det skriver Ladbible.

Tankstationen solgte eksempelvis benzin for £1,669 (14,61 kroner) onsdag d. 20. juli, hvilket var cirka £0,20 (1,75 kroner) billigere end landsgennemsnittet i Storbritannien på det tidspunkt eller cirka én krone billigere end prisen i Danmark på nuværende tidspunkt. 

Løste tyverier med billigere priser

Ideen til det billige brændstof opstod ifølge ejeren, Dave Roberts, fordi han efter prisstigningen på brændstof oplevede en stor stigning i tyveri af brændstof. 

Ifølge ham handlede det om næsten 10.000 kroners stjålen brændstof om måneden og i stedet for at slå hårdt ned på synderne, valgte han at sænke priserne, så flere havde råd til at betale. 

Roberts har forklaret, at han "naturligvis" slog en "god handel" af med olieleverandøren, men at den billige pris kun er mulig, fordi han har valgt at tjene mindre på sin forretning i øjeblikket. 

"[...] vi prøver at hjælpe de lokale," har han forklaret. 

Roberts lægger dog ikke skjul på, at det, der skulle have været en hjælpende hånd til lokalsamfundet, har vist sig at være en fornuftig forrentning, da tankstationen har fået ekstremt mange kunder, som ofte holder i kø længe før tankstationen åbner klokken seks om morgenen. 

"Det der tillader os at blive ved er mest, at vi sælger en masse brændstof [...]," har han således forklaret. 

Roberts holder dog fast i, at det ikke er et forsøg på at tjene penge, men blot at tilbyde billigere brændstof til indbyggerne i området og dermed hjælpe dem med at få økonomien til at hænge sammen.