Mand har glemt adgangskode til Bitcoin-konto: Kan miste 1,5 milliarder kroner

Skrevet af Nicolai Busekist

13/01/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En mand har mistet et stykke papir, hvorpå han havde skrevet sin adgangskode til en Bitcoin-konto, der indeholder 7.002 Bitcoin med en anslået værdi på 1,5 milliarder kroner.

Dagens topnyheder

En computerprogrammør, der har mistet sin adgangskode til sin Bitcoin-konto, har kun to gæt tilbage, før han bliver låst ude fra sin konto for evigt. Det skriver Daily Mirror.

Programmøren, hvis navn er Stefan Thomas, har mistet et lille stykke papir, hvorpå han havde skrevet den information, han skal bruge, for at få adgang til sine 7.002 Bitcoins. De har en anslået værdi på 1,5 milliarder kroner ifølge Daily Mirror. 

Stefan Thomas har udtalt til The New York Times, at han ikke kan huske den kode, der skal bruges, for at få adgang til en lille harddisk, der er kendt som en IronKey, som han skal have adgang til, for at kunne sælge sine mange Bitcoins. 

Den tyskfødte Stefan Thomas, der nu bor i San Francisco, gjorde det også klart, at hvis ikke han gætter den rette adgangskode inden for de næste to forsøg, vil han miste hele sin Bitcoin-formue for evigt. 

Han fortalte også til avisen, at han har ejet de mange Bitcoins siden 2011, hvor han fik dem som betaling for at have lave en animation. 

Siden dengang er værdien af den velkendte kryptovaluta steget enormt. Ifølge Daily Mirror er værdien af hver af hans Bitcoins på hele 213.000 kroner.  

Stefan Thomas har desuden fortalt, at han skrev sit kodeord ned for et årti siden, men han kan ikke finde det stykke papir, som han skrev adgangskoden ned på. 

Han kan kun få adgang til sin IronKey, hvis han gætter adgangskoden. Samlet set har man ti forsøg til at gætte adgangskoden, for at få adgang til sin digitale tegnebog. Gætter man ikke rigtigt inden for de ti forsøg, bliver kontoen låst for evigt. 

"Jeg har bare ligget i sengen og tænkt over den," sagde Stefan Thomas til New York Times. "Derefter gik jeg til computeren med en ny strategi, og det fungerede, og så blev jeg desperat igen." 

Han har også udtalt, at han har planer om at opbevare sin Ironkey et sikkert sted, indtil han finder en måde at knække adgangskoden på. 

Stefan Thomas er blot en blandt mange Bitcoin-investorer, der har været klar til at sælge deres kryptovaluta, for at score en stor gevinst, som er blevet låst ude af deres konti.

Mange, der investerede i kryptovaluta for et årti siden, da en enkelt Bitcoin kostede nærmest intet, kan i dag sidde med en markant formue – hvis de vel at mærke kan få adgang til deres konti.