Menneskejagt i gang efter skyderi på togstation i Stockholm: Én dræbt og én såret

Skrevet af Mathias Madsen

04/01/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Politiet i Sverige er i øjeblikket i gang med at jage de/den formodede gerningsmænd/-mand til et skyderi, som her til eftermiddag fandt sted på en togstation i Stockholm, og som kostede én person livet.

Dagens topnyheder

Onsdag eftermiddag har én person mistet livet, efter han blev skudt af politiet på Amager. 

Det er dog ikke kun i den danske hovedstad, at der sker voldsomme ting denne onsdag.

I Stockholm har et andet skyderi nemlig fundet sted, hvor én person ligeledes er omkommet. 

Det skriver flere svenske medier. 

Anmeldelsen om skyderi på togstationen i Jordbro i det sydlige Stockholm kom klokken 15:48, og det har siden vist sig, at to personer var blevet skudt. 

Den ene blev skudt i benet og er uden for livsfare, men den anden blev alvorligt kvæstet og er siden afgået ved døden. 

Menneskejagt i gang

Svensk politi har endnu ikke nogen anholdte i sagen, men ifølge Aftonbladet er en menneskejagt i øjeblikket i gang. 

"Vi leder efter gerningsmænd," lyder det således fra Per Fahlström, der er pressetalsmand for politiet i den svenske hovedstad og nærområdet. 

Han har desuden forklaret, at politiet blot fandt "to personer med skudsår i nærheden af togstationen," da de ankom til stedet, og at det derfor endnu er uvidst, om der er tale om én eller flere gerningsmænd. 

En drabsefterforskning er i gang, og hele togstationen og nærområdet er derfor afspærret. Togtrafikken blev desuden stoppet, men den er sat i gang igen for få minutter siden. 

Ifølge Fahlström er politiet i øjeblikket i gang med at foretage afhøringer og sikre videoovervågning i nærområdet.