Mor i chok: Datter fik eftersidning, fordi hendes Ipad 'kun' havde 93% strøm

Skrevet af Mathias Madsen

02/07/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En frustreret og chokeret mor har delt et opslag på Twitter.

Dagens topnyheder

Eftersidning er noget, som mange danske folkeskoler slet ikke opererer med, selvom nogle steder godt kan finde på at bruge det som straf, hvis elever for eksempel har glemt deres bøger flere gange i træk eller glemt at læse lektier. 

I USA er det derimod en metode, som bruges flittigt, og det er tilsyneladende ikke svært at få - i hvert fald ikke på én bestemt skole. 

Her kræver det blot, at ens Ipad ikke er ladet helt op. 

Det har en frustreret, amerikansk mor ifølge Ladbible forklaret i et opslag på Twitter, hvor hun skriver, at hendes datter har fået eftersidning, fordi hendes Ipad 'kun' havde 93 procent strøm, da hun mødte til time. 

"Min datter fik eftersidning, fordi hendes Ipad, da hun ankom til skole, var [på] 93% [strøm]. Inspektøren [...] har sat en forventning, [som lyder], at Ipads ikke har mindre end 97% strøm, ellers vil elever blive straffet," har moren således forklaret i opslaget.

"Jeg er målløs. Har nogen andre hørt om sådan noget vrøvl?" slutter hun af med at spørge, og det er der tilsyneladende ikke mange, der har. 

Opslaget har nemlig fået hundredevis af kommentarer, som stort set alle sammen bakker moren op. "Det her er vildt. Helt ærligt, jeg ville være rasende," har én for eksempel skrevet. 

Truer med endnu mere eftersidning

Siden hændelse har moren skrevet en e-mail til datterens klasselærer og forklaret, at hun synes, at det er overdrevet og skørt at give eftersidning for sådan en "triviel episode."

I mailen forklarede hun desuden til sin datters klasselærer, at hun, da hun selv arbejder som lærer, godt forstår "behovet for høje forventninger" til børnene, men at hun mener, at denne specifikke regel kun skaber "unødig frygt" hos eleverne. 

"Min datters første reaktion var, at hun ikke vil deltage [i eftersidningen], hvilket hun ikke gjorde [...]," har moren forklaret til avisen Metro og uddybet, at hun gav sin datter lov til at blive væk fra eftersidningen.

Det faldt dog ikke i god jord hos skolens viceinspektør. 

Ifølge moren modtog hun således endnu en e-mail, hvori der stod, at datteren fik én chance mere til at dukke op til eftersidning, og at hun ville blive straffet med yderligere 45 minutters eftersidning, hvis hun ikke dukkede op denne gang. 

"Det skabte panik hos min datter og frygt for at gå i skole og få en eftersidning, når hun ikke har gjort noget galt," har moren udtalt om den anden e-mail og forklaret, at hun svarede på den e-mail og fik fortalt, at hun skulle kontakte viceinspektøren, hvilket hun har gjort. 

Ifølge moren venter hun dog fortsat på svar. 

"Som lærer ved jeg hvilket tidspres, han [red. viceinspektøren] må være under, men et svar tage ikke fem minutter [...]," har moren udtalt om skolens manglende svar. 

En talsperson fra skolen har udtalt, at de ikke vil "kommentere på en enkelt elev."