Morten fik et chok, da han åbnede sin postkasse: Pludselig lå der 500.000 kroner

Skrevet af Nils Würtzenfeld

05/10/2018
Arkivfoto: Polfoto/BORBERG ASGER RYØ
Arkivfoto: Polfoto/BORBERG ASGER RYØ
En idrætsleder gjorde torsdag et vanvittigt fund i sin postkasse.

Dagens topnyheder

Aviser, pakker, breve og reklamer.

Det er for det meste dét, man finder i sin postkasse, men for norske Morten Jelsa fra Varhaug i det sydvestlige Norge, var det noget helt andet, der torsdag lå og ventede på ham sammen med ugeavisen.

For da Morten Jelsa, der til daglig er idrætsleder i den lokale forening Varhaug IL syd for Stavanger, drejede nøgle og åbnede sin postkasse, fandt han til sin overraskelse hele 500.000 norske kroner. Det skriver Stavanger Aftenblad.

De mange penge lå i en lille plastikpose, og i den lå der en række kuverter med kontanterne. I posen lå også et brev - dog uden afsender.

- Sammen med pengene lå der et stykke papir skrevet på maskine, hvorpå giveren skrev, at vedkommende havde hørt rygter om, at vi var i gang med noget med en tribune. Jeg er gået i gang med at tegne en tribune, som skal være nem at tilgå for de ældre. Giveren ønskede, at vi skulle kalde tribunen for 'Postkassen'. Vi må forsøge at opfylde det ønske, siger Morten Jelsa til Stavanger Aftenblad.

Det mest chokerende ved fundet er dog ikke beløbet, men det faktum, at det nu er tredje gang, at Morgen Jelsa modtager et stort pengebeløb i sin postkasse. Formentlig fra den samme anonyme giver.

Alt i alt har Morten Jelsa kunne hive omkring 1,5 millioner norske kroner i kontanter ud af sin postkasse, som efterfølgende er gået til Varhaug IL.

Det er dog første gang, at den anonyme giver har øremærket pengene til et bestemt projekt indenfor idrætsforeningen.

Morten Jelsa regner med, at de generøse donationer vil kunne dække omkostningerne til den nye tribune - og at den endda kan opføres med omhug.

På spørgsmålet om, hvorvidt Morten Jelsa tror, at det er den samme person, der er kommet med donationerne, er svaret ja.

- Jeg har indtrykket af, at det er tilfældet (at det er den samme person, red.). Jeg er temmelig sikker på, at det er en ældre kvinde, men jeg har ikke forsøgt at finde ud, hvem kvinden er. Personen ønsker at forblive anonym, og det skal vi respektere, lyder det.