Nu skal USAs ældste fange på 'dødsgangen' henrettes

Skrevet af Mathias Madsen

07/01/2022
Foto: Harris County District Attorney's Office
Foto: Harris County District Attorney's Office
Den ældste fange på 'dødsgangen' i USA har ventet i 32 år, men nu har han 'endelig' fået en dato for, hvornår han skal henrettes.

Dagens topnyheder

77-årige Carl Wayne Buntion har siddet i fængsel det meste af sit liv, og han har været indespærret på 'dødsgangen' på grund af et drab siden 1990 - med undtagelse af en kort periode fra 2009 til 2012, hvor han sad i 'almindelig' fængsel. Udover drabet har han været dømt for 13 andre forhold, og han havde også kun været prøveløsladt i seks uger, da han begik drabet i 1990.

Som indsat med en dødsdom ved man ikke nødvendigvis, hvornår man skal dø, kun at man skal dø. Nu har Buntion dog fået dato på sin henrettelse, nemlig d. 21. april 2022.

Grunden til at han er blevet idømt lovens strengeste straf er, at han i 1990 skød og dræbte den texanske politimand, James Irby, med tre skud i hovedet.

Ifølge Click2Houston var drabet på James Irby et meget brutalt og uprovokeret drab. Buntion sad på passagersædet af en bil i 1990, da to betjente, herunder Irby, stoppede bilen for at kontrollere den og personerne i den.

Foto: Harris County District Attorney's Office

Mens føreren af bilen konverserede med Irby, steg den nu dødsdømte Buntion pludselig ud ad bilen og skød den stakkels betjent tre gange. Buntion blev hurtigt anholdt samt sigtet og dømt for 'Capital Murder', som er den groveste lovovertrædelse, man kan lave i USA. 'Capital Murder' straffes med alt fra 10 års fængsel til livstid eller endda dødsstraf, som Buntion altså blev idømt. 

James Irby efterlod sig en kone og to børn, som kun var henholdsvis ét og tre år gamle, da deres far blev myrdet på brutal vis. 

Nu, efter næsten 32 år, bliver dommen 'endelig' ført ud i livet, da en dommer har fastlagt datoen til d. 21. april. Distriktsadvokaten, Kim Ogg, har ifølge Ladbible udtalt: "Han skød en politimand i hovedet for mere end 30 år siden, og det er på tide, at han holdes til ansvar for hans forfærdelige forbrydelse."

Han tilføjede: "Han frarøvede Irby hans liv og fratog Irby familien en livstid af minder med ham, det er på tide, at de får retfærdigheden at føle."

Ikke kun advokaten mener, at Bustion har fortjent sin straf. James Irbys enke har således udtalt følgende kort efter offentliggørelsen af datoen: "Jeg har netop fundet ud af i morges, at Carl Buntion skal henrettes. Der er gået 30 år. Vi har ventet på det her. Jeg ville ønske, at James var her til at se det. Det er rart at lukke kapitlet om mordet på min mand. Vi kan nu lægge det væk."

Én af grundene til at der er gået så lang tid før Buntions straf bliver gennemført er, at sagen har været oppe at vende flere gange. I 2009 blev Buntions dødsdom således ændret til en livstidsdom af Court of Criminal Appeals

Han nåede dog kun at 'nyde' sin livstidsdom i kort tid, da dommen allerede i 2012 blev ændret tilbage til en dødsdom af en ny jury. Buntions advokater forsøgte desuden at appelere dommen igen i oktober 2021, men USAs højesteret afviste det, og det er nu endegyldigt, at Bustion skal henrettes som straf for mordet på James Irby.

Foto: Shutterstock

Den amerikanske stat Texas, hvor Bustion begik mordet, opererer stadig med dødsstraf, som stort set kun gives i drabssager. Den mest anvendte metode er en dødelig indsprøjtning.