Opdatering: Èn død og 12 savnede efter mudderskred i Italien

Skrevet af Mathias Madsen

26/11/2022
Foto: Ciro De Luca/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Ciro De Luca/Reuters/Ritzau Scanpix
En frygtelig ulykke har lørdag ramt en italiensk ferieø og kostet mindst én person livet.

Dagens topnyheder

Lørdag morgen omkring klokken 05:00 ramte en frygtelig ulykke den italienske ferieø Ischia, som ligger ud for Napoli, og hvor mange danske turister ynder at holde ferie. 

I første omgang lød der meldinger om otte dødsfald og flere savnede, men Italiens premiereminister rettede hurtigt de tal, da der ikke var nogen bekræftede dødsfald.

Nu er mindst én person dog blevet bekræftet død; en kvinde fra et østeuropæisk land. 

Det skriver det italienske medie Ansa

Derudover er mindst 12 personer - herunder en nyfødt baby - ifølge flere internationale og danske medier fortsat savnet, og man frygter derfor, at dødstallet vil stige i løbet af aftenen og natten. 

Der er ikke meldinger om involverede danskere. 

Hundredevis evakueret

Ifølge Ansa arbejder mindst 70 brandfolk samt politibetjente og folk fra civilberedskabet fortsat på stedet, hvor de forsøger at finde de savnede personer. 

Samtidig er mindst 200 personer blevet evakueret, og flere huse risikerer at styrte sammen. 

Italiens indenrigsminister, Matteo Piantedosi, har omtalt situationen som "alvorlig" og forklaret, at evakuerings- og redningsarbejdet bliver besværliggjort af vanskeligt vejr. 

Mudderskredet var værst omkring havnen i kommunen Casamicciola, som ligger på den nordlige del af øen, og særligt ved Piazza Bagni i kommunen. 

Ifølge Ansa er "mindst ét dusin biler og to turistbusser stablet" op på strandpromenaden i kommunen, efter mudderskredet rev dem med sig. 

Mediet berettet desuden om helt brunt vand i havnen, hvor flere biler er endt.