Overblik: Disse ting er nu utilgængelig i Rusland

Skrevet af Mathias Nielsen

10/03/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En lang række ting er nu utilgængelige for den almene russer.

Mest læste i dag

Rusland er blevet bombarderet med sanktioner på både nationalt og internationalt plan.

Der er derfor mange ting, som slet ikke er tilgængelig i Rusland lige nu.

Selvom nul adgang til vestlige tjenester som Facebook, Netflix og H&M kan virke som banale ting i det store hele, men det er en helt ny hverdag for russere, som ellers havde vænnet sig til vestlige goder.

Det fortæller Katrine Stevnhøj, der er ph.d. på Københavns Universitet og forsker i proces og civilsamfund i Rusland.

“Det begynder rent visuelt at være synligt. Jeg så nogle billeder fra et storcenter i Moskva, hvor butikkerne er tomme. Det her med vestlige mærkevarer har en stor symbolsk værdi,” siger hun til DR.

Netflix, Disney, Warner Bros. og Paramount har alle meldt ud, at de ikke vil lancere deres kommende film i Rusland. Der er dog fin mulighed for at høre musik på Spotify, verdens største musikkstreamingtjeneste.

Spotify oplyser til DR Nyheder, at størstedelen af betalende abonnenter er ude af stand til at betale og derfor har fået deres konti suspenderet.

Derfor kan russerne kun bruge gratisversionen med reklamepauser.

Rusland har selv valgt at blokere for både Facebook og Twitter. TikTok, som har 36 millioner brugere i Rusland, har også delvist trukket sig.

Det er ikke længere muligt at lave nye videoer eller livestreame på platformen, men man kan fortsat chatte med hinanden. Ifølge et kinesisk videomedie er det en ny ’fake news’-lov i Rusland, der har gjort det nødvendigt delvist at trække sig.

Det er også slut med at bruge sine rubler på en ny iPhone eller MacBook.

Apple valgte – efter et par dages stilhed - at stoppe salget af produkter i Rusland.

Samtidig er der sat begrænsninger på App Store, Apple Maps og betalingssystemet Apple Pay.

Det er uvist, om russerne fortsat kan købe adgang til Apple Music. Samsung sender heller ikke nye produkter til Rusland.

Betalingsmæssigt er det dog stadig muligt at betale med Visa, Mastercard og American Express trods selskabernes udmelding om, at man vil stoppe sine forretninger i Rusland.

Kortene kan stadig bruges inden for Ruslands grænser, idet alle indenlandske handler i dag bliver styret af det statsejede betalingssystem Mir, som har eksisteret siden 2015 i kølvandet på annekteringen af Krim.