Politi, ambulancer og brandvæsen rykkede ud: Mindst seks kunder faldt pludselig om med vejrtrækningsbesvær

Skrevet af Mathias Madsen

22/05/2022
Foto: Twitter
Foto: Twitter
Fredag morgen udspillede en bizar hændelse sig i et supermarked.

Mest læste i dag

Fredag morgen begyndte kunderne i en Sainsbury's butik i West Midlands i det vestlige England pludselig at falde om. 

Personalet i butikken slog alarm og adskillige ambulancer, brandbiler og politibiler rykkede ud til stedet, hvor både butikken og de omkringliggende bygninger ifølge Ladbible blev evakueret, ligesom politiet afspærrede et større område.

Det lokale brandvæsen har efterfølgende meldt ud, at blandt andre et hotel, adskillige butikker og en skole blev evakueret.

De handlende i Saintsbury's butikken i Longbridge faldt om på grund af vejrtrækningsbesvær, og ifølge 'West Midlands Ambulance Service' blev mindst seks personer behandlet for vejrtrækningsbesvær på stedet. 

"Vi håndterer lige nu en hændelse ved Sainsbury's i Longbridge Lane, Longbridge. Vi fik alarmen omkring klokken 10 med anmeldelser om seks personer, der led af vejrtrækningsbesvær," udtalte en talsperson for det lokale politi efter hændelse. 

Vedkommende uddybede: "Betjente rykkede ud, og butikken er blevet evakueret, og folk bliver også evakueret fra andre bygninger i området. De seks patienter bliver behandlet af paramedicinere på stedet."

Det er endnu uvist, hvad der helt præcis forårsagede vejrtrækningsbesværet hos kunderne, men man mistænker, at det var et gasudslip. 

"Vi har specialister, der arbejder med kolleger fra hele redningstjenesten, der er ved at fastslå, hvad der præcis skete. [...]," har talspersonen fra det lokale politi udtalt. 

Øjenvidner har forklaret, at der var tale om et "gasudslip," mens andre øjenvidner har beskrevet, hvordan kunder i butikken "lå på gulvet og gispede efter vejret."