Post Nord hjemsender stort set alle medarbejdere: "Det er en dårlig situation"

Skrevet af Mathias Madsen

18/04/2023
Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Stort set alle medarbejdere hos Post Nord i Norge bliver fredag hjemsendt, hvis ikke strejken stopper inden da.

Dagens topnyheder

Tirsdag har Post Nord i Norge sendt en hjemsendelsesmeddelelse til stort set alle medarbejdere, ligesom virksomheden har varslet, at 15 ud af 18 postterminaler i landet vil blive lukket. 

Det bekræfter pressechef Haakon Nikolai Olsen ifølge Nettavisen.

Årsagen er LO og YS' strejke, som har ramt blandt andet Post Nord særligt hårdt.

Hjemsendelser er nødvendigt

Nu har fagforeningerne meldt ud, at yderligere 15.000 medlemmer vil strejke fra på fredag, og derfor sker hjemsendelserne og lukningerne også først fredag, og de sker kun, hvis ikke strejken stopper inden da. 

"Det gælder fra fredag morgen. Hvis strejken aflyses inden da, vil vi opretholde normal drift og trække hjemsendelsesmeddelelserne tilbage," lyder det således fra Olsen, som desuden har udtalt, at "det er en dårlig situation."

Han påpeger, at en trussel om hjemsendelse af stort set alle medarbejdere og en lukning af de fleste postterminaler i Norge er nødvendig, fordi strejken gør, at Post Nords forretning ikke kan løbe rundt. 

"Omfanget er så stort, at det ikke vil være muligt at drive forretningen ansvarligt, så længe strejken varer. Derfor er vi nødsaget til at hjemsende alle medarbejdere med enkelte kritiske undtagelser," lyder det således fra pressechefen. 

De af medarbejderne, der er medlem af LO, har modtaget en såkaldt betinget hjemsendelse, mens de, der ikke er medlem af en fagforening, hjemsendes uden betingelser. 

Du kan læse mere om betingelserne for hjemsendelserne ved at trykke her

Post Nord driver virksomhed i blandt andet Danmark, Norge og Sverige, men hjemsendelserne får umiddelbart ikke konsekvenser for Post Nord i Danmark eller Sverige. 

Post Nord har mere end 26.000 ansatte fordelt over store dele af Nordeuropa.

Post Nord har endnu ikke meldt ud, hvordan hjemsendelserne vil påvirke kunderne i Norge og andre lande.