Turkmenistan er et land i Centralasien som, ligesom sine nabolande Kasakhstan og Uzbekistan, er et fjernt og for mange ukendt land. Landet er desuden et af verdens mest lukkede og isolerede lande, og det er derfor de færreste vesterlændinge, som har været turist i landet.
Har man dog været det, så har man formentlig været i Karakum Ørkenen for at se 'Porten til Helvede', eller Darvaza gaskrateret som det officielt hedder. Krateret er et kæmpe stort gaskrater, der blev opdaget for mere end 50 år siden.
Grunden til at krateret kaldes 'Porten til Helvede' er, at det har brændt uafbrudt i cirka 50 år. Ilden startede da sovjetiske forskere var i området i 1971 og ved et uheld borede hul til gaslommen. For at undgå forurening satte de ild til gassen, fordi de forventede, at det ville være brændt af i løbet af et par uger - det var så over 50 år siden, og krateret brænder stadig.
Krateret er da heller ikke af ubetydelig størrelse, da det er 69 meter bredt og 30 meter dybt, og ilden i visse dele af krateret kan nå temperaturer på op til 1000 grader Celsius.
Selvom krateret ligger langt ude i en ørken, og det ikke er nemt at komme derud, så er det en af landets største turistattraktioner, og der er således opsat turist lejre mindre end hundrede meter fra krateret, hvor man kan overnatte i traditionelle turkmenske telte, yurts, og se krateret brænde i løbet af natten.
Nu har Turkmenistans leder, Gurbanguly Berdymukhamedov, dog beordret, at ilden skal slukkes, og at krateret skal lukkes af hensyn til miljøet og landets økonomi. Det skriver flere medier, blandt andre Ladbible.
Det er dog ikke første gang, at Berdymukhamedov har givet denne ordre, og forskere har således forsøgt at slukke ilden uden held siden 2010.
Det er på trods af, at lederen i 2018 kaldte stedet for 'Shining of Karakum' (red. Karakums lys), men nu har han altså igen 'set sig ond' på krateret og beordrede i en tale til nationen, at det skulle slukkes, fordi det "negativt påvirker både miljøet og sundheden for de folk, som bor tæt på".
Det var i en tale på nationalt fjernsyn, at han gav ordren, selvom han ikke lige fik nævnt, hvordan det skulle gøres. Udover miljøet og lokalbefolkningens sundhed nævnte han desuden, at økonomi var en årsag, og han udtalte således:
"Vi mister værdifulde naturressourcer, som kunne give os stor profit, som vi kunne bruge til at forbedre levevilkårene for vores folk."
Landet besidder da også verdens fjerdestørste reserver af naturlig gas, og ifølge Forbes har de planer om at eksportere det i massevis til lande som Pakistan, Kina, Indien, Iran og Rusland og lande i det vestlige Europa i 2030.