Donald Tusk advarer om, at der er en række afgørende måneder forude, efter at kilder har afsløret russiske angrebsplaner mod Polen.
Rusland skulle ifølge flere kilder tæt på den polske præsident, Karol Nawrocki, var i færd med at planlægge en væbnet provokation rettet mod NATO.
Det oplyser det britiske medie The Telegraph, som har talt med kilderne om sagen.
Formålet med en sådan provokation skal ifølge oplysningerne fra de førnævnte kilde være at teste sammenholdet i den vestlige forsvarsalliance.
Tusk advarer om kritiske måneder
Oplysningerne har fået Polens premierminister, Donald Tusk, til at komme med en klar advarsel om, at både Polen og resten af Europa nu står over for en periode med stor usikkerhed.
“Jeg har ikke til hensigt at skræmme nogen, men de kommende måneder kan virkelig blive kritiske, også på grund af krigens skiftende karakter. Disse bekymringer er særligt håndgribelige i de baltiske lande,” udtalte Tusk fredag ifølge BBC.
Ifølge det polske medie Onet og The Telegraph går de russiske planer ganske enkelt ud på at skabe frygt blandt de europæiske lande, da de håber at kunne bruge det til at presse dem til at opgive støtten til Ukraine.
Kilderne peger desuden på, at Rusland tilmed kan gøre sig overvejelser om at sende soldater ind over den polske grænse.
Mulig kamufleret krænkelse
Et sådant fremstød kunne ifølge kilderne blive iscenesat som en fejltagelse – f.eks. ved at hævde, at de var kommet ind i Polen på grund af en fejlnavigation, eller ved at udpege en nedstyrtet helikopter, der var fløjet fejlagtigt ind over grænsen.
Kilderne tæt på den polske præsident vurderer, at Rusland forventer, at Polen ikke vil reagere militært, men i stedet blive presset af USA til forhandlinger.
Da Tusk mødte pressen fredag, blev han derfor også bedt om at kommentere de mulige planer.
“Lad os ikke være bange, vi forbereder os på forskellige situationer, men vi kan ikke ignorere dem… Vi er opmærksomme på truslerne, også takket være information fra vores allierede,” sagde Tusk.