Rusland har startet invasionen: Meldinger om flere missilangreb i Ukraine

Skrevet af Mathias Madsen

24/02/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Natten til torsdag har Rusland igangsat en regulær invasion af Ukraine og torsdag morgen melder flere journalister om, at man kan høre luftalarmer i blandt andet landets hovedstad.

Dagens topnyheder

Ukraines borgere vågnede - hvis de overhovedet har sovet - op til ubehagelige lyde og oplevelser torsdag morgen.

I løbet af natten har den russiske præsident, Vladimir Putin, nemlig annonceret en russisk militær operation i Ukraine, og man må desværre sige at landet har igangsat en regulær invasion af sin mindre nabo mod vest.

Ifølge TV2 er borgerne i Ukraines hovedstad Kiev og andre af landets storbyer således vågnet op til den uhyggelige lyd af luftalarmer og brag.

Det melder flere danske og internationale medier om.

Luftalarmerne og Putins trusler er desværre ikke de eneste ubehagelige lyde, da der også er meldinger om eksplosioner i flere ukrainske byer, og ifølge TV2's korrespondent i Kiev kan man således høre brag i landets hovedstad.

Ifølge Reuters har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, udtalt, at Rusland har angrebet ukrainsk infrastruktur og flere grænseposter med missilangreb i løbet af natten til torsdag.

De mange angreb er endnu ikke blevet bekræftet af Rusland, men direktøren i Det Udenrigspolitiske Selskab, Charlotte Flindt Pedersen, har ifølge TV2 udtalt, at nattens missilangreb er "en forvarsel om en total invasion," og Ukraines præsident har således også indført militær undtagelsestilstand i hele landet. 

Borgerne i flere ukrainske byer opfordres derfor også til at blive indendøre .

Ihor Terekohov, som er borgmester i landets anden største by, Kharkiv, har ligeledes i et opslag på Facebook opfordret indbyggerne til at blive indendøre og samtidig meldt ud, at skoler, børnehaver og andre offentlige institutioner er lukkede.