Krigen i Ukraine har sat pres på energi- og fødevarepriserne. Det kan langt de fleste mærke. Flere personer har sågar diskuteret, om en global fødevarekrise rent faktisk er et mål for Putin.
Rusland er lige nu underlagt nogle meget hårde sanktioner som følge af krigen, og en måde at slippe af med dem på, er ifølge Margarita Simonjan fortsat at blokere ukrainske havne.
Margarita Simonjan er chefredaktør for det statskontrollerede russiske medie RT.
Udtalelsen faldt i forbindelse med dette års udgave af Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum, hvor Simonjan fra scenen fortalte, at hun har hørt adskillige personer i Moskva sige, at "alt vores håb ligger i hungersnød".
- Det skal forstås sådan her: Det betyder, at hungersnøden vil begynde nu, og de vil ophæve sanktionerne og blive venner med os, fordi de vil indse, at det er nødvendigt, forklarede Margarita Simonjan ifølge Forbes Magazine, skriver TV 2.
Skal man tro chefredaktøren, så er strategien altså nøje planlagt og bevidst,
Rusland har siden begyndelsen af krigen i Ukraine blokeret for eksporten af omkring 20 millioner ton korn fra Ukraine af. Det er selvsagt en voldsom størrelse, som kan mærkes i hele verden.
Særligt i de lande, som importerer en stor del af sit kronforbrug fra Ukraine.
Fødevaresituationen har fået FN til at advare om, at dele af kloden kan blive ramt af en fødevarekrise – ikke mindst Afrika, som ifølge FN står over for den værste humanitære krise siden Anden Verdenskrig.