Selvtægtsmanden ”Hercules” slår voldtægtsforbrydere ihjel

Skrevet af Henrik R

07/02/2019
En selvtægtsmand har taget sagen i egen hånd i Bangladesh, hvor han går rundt og slår voldtægtsmænd ihjel. I alt er tre voldtægtsmænd fundet dræbt, alle sammen med en besked hængende rundt om halsen.

Dagens topnyheder

Det lyder som plottet på en Netflix-serie, især hvis man har set Dexter eller Punisher, hvor ”gode mænd” vælger at tage sagen i egen hånd og slår kriminelle ihjel. Nu er det dog blevet virkelighed i Bangladesh, hvor en selvtægtsmand under navnet Herculus, er begyndt at slå voldtægtsmænd ihjel.

I løbet af de seneste to uger, er tre mænd fundet dræbt, og ved hvert enkelt af ofrene, har der været efterladt en besked, hvor den sidste besked afslørede et alias på morderen. Hercules.

”Det føltes som retfærdighed”

Det første lig blev fundet den 26. januar, og da politiet ankom til stedet, hang der en seddel omkring mandens hals ”Jeg er Sajal. Jeg voldtog (kvindes navn). Dette er min staf,” stod der på sedlen. Det fortæller det store medie Al Jazeera.

”Liget var placeret med ansigtet ned ad. Der var et sår i nærheden af hans venstre øje. Det lignede et skudsår. Det mærkeligste, var dog sedlen der hang omkring hans hals,” fortæller Mahmud Hasan, bestyrelsesformand for Shaulakania Union i den lille by Boltala i Bangladesh, som var blandt de første på stedet.

Mahmud Hasan fortæller, at det føltes mærkeligt at se det ske i hans by, men alligevel følte han også en form for retfærdighed.

”Det føltes mærkeligt og skræmmende at se det ske i mit område, men det føltes også som retfærdighed,” fortæller han.

To uger efter at politiet havde fundet Sajals lig, fandt de endnu et lig 260 kilometer derfra. Personen var Ripon, der var hovedmistænkt i en gruppevoldtægt og mordet på en ung kvindelig butiksansat i starten af året. Omkring halsen fandt politiet endnu en seddel med teksten ”Jeg er hovedmistænkt i en voldtægtssag”

Det tredje og indtil videre sidste lig blev fundet den 1. februar. Det var liget af den 28-årige Rakib Molla, der var blev skudt flere gange. Omkring hans hals var der også fundet en seddel, men denne gang var sedlen underskrevet.

”Jeg er Rakib, der voldtog (pigens navn) Dette er skæbnen for en voldtægtsforbryder. Voldtægtsforbrydere vær på vagt… Hercules,” lyder det i beskeden.

Politiet er på bar bund

Politiet har endnu ikke nogen spor i, hvem der kan stå bag mordene, men de føler sig ikke overbeviste om, at det er en og samme person, der står bag drabene.

”Det lokale politi er i gang med at efterforske sagen. Vi ser derfor ingen yderligere grund til at efterforske sagen fra vores hovedkvarter. På nuværende tidspunkt er vi ikke engang sikre på, at det er den samme person eller gruppe, som står bag disse mord,” fortæller Sohel Rana, der er politikommissær til Al Jazeera.

Han tilføjede, at denne Hercules kunne være hvem som helst.