“Hård kærlighed var det, der reddede os. ‘Vi vil ikke se dig, før du slipper stofferne,’ sagde vi.” Det fortæller Roberts mor, Ann Kristin til Hjemmet.
Sommeren, da Robert var 14, var han en munter og kvik dreng. I efteråret ændrede alt sig. Skolemiljøet var dårligt, og Robert blev udsat for alvorlig mobning og vold. I to år blev Robert udelukket fra det sociale liv. Skolen kunne ikke hjælpe.
Robert gik i skole hver dag, fordi han skulle, ikke fordi han ville. Han kom bagud fagligt.
“Efter han begyndte at føle sig tryg igen, blev han udsat for alvorlig vold. Han tog bussen ind til byen for at gå i biografen med en klassekammerat. I bussen blev han angrebet af bøllerne, som slog ham med lænker og brændte ham med cigaretter. Der var kamera på bussen, og alt blev filmet,” fortæller Ann Kristin.
De sagde, at de ville slå ham ihjel på det tidspunkt, men det lykkedes ham heldigvis at komme væk og løbe hjem. De løb efter ham og smed affald ud over hele vores grund. Ann Kristin ringede til politiet.
De hårde år på gymnasiet satte sine spor. Han havde et mislykket selvmordsforsøg bag sig, som først kom frem, da han startede på gymnasiet. Her begyndte Robert at se en psykolog og fik diagnosen posttraumatisk stresslidelse (PTSD).
En socialrådgiver troede, at sporene fra de hårde år ville gå væk. I stedet begyndte Robert at bruge stoffer som selvmedicinering. Han fik også flere børn med forskellige kvinder. I en periode var han så nede, at han ikke var i stand til at tage sig af børnene.
Søgne kommune blev dømt til at betale Robert erstatning. Han fik 600.000 kr. Men han var afhængig af stoffer, og årene med udelukkelse og mobning havde forårsaget senskader.
“Da jeg endte i et brud, optrevlede alt, og jeg druknede mine sorger i stoffer. På kort tid havde jeg brændt hele erstatningsbeløbet igennem,” fortæller Robert.
Til sidst satte moderen foden ned. Så længe han blev høj, ville hun ikke se sin søn. I de næste syv måneder havde Ann Kristin ingen kontakt med sin søn.
“Det krævede blod, tårer og intenst arbejde at få mig tilbage til et normalt liv, og det krævede en viljestyrke af en anden verden, men jeg havde mine børn som motivation. Jeg ser i dag, at jeg trængte til at ramme bunden, for da jeg ramte bunden, kunne jeg begynde at arbejde mig op igen,” siger Robert. Nu er han uddannet socialrådgiver og har fast job, hvor han bruger sine hårde erfaringer til at hjælpe andre.
