Siden 2007 har det været muligt for fædre i Spanien at tage to ugers betalt barsel. I 2017 blev den periode fordoblet, og i 2018 blev der tilføjet yderligere en uge, så fædre nu har mulighed for at tage fem ugers betalt barsel i Spanien.
Ifølge mediet QZ har forskere og økonomer haft tid til at undersøge, hvad de forskellige ændringer kom til at betyde for samfundet. Det de blandt andet fandt frem til, kom som lidt af en overraskelse, for det viser sig, at fædrene ønsker færre børn.
I stedet for kvantitet af børn vægter de kvaliteten højere, altså den tid som forældrene har med deres børn.
Op til 15 % mindre sandsynlighed
Forskerne har sammenlignet perioderne fra før de spanske fædre fik lov til at afholde betalt barsel og til perioderne efter. Her kunne de blandt andet se, at spanske mænd i 2000 ønskede 2.17 børn i gennemsnit, men 10 år senere var det tal faldet til 2.05 børn i gennemsnit.
Faldet kunne altså ses tre år efter, at man havde indført den første barselsperiode på to ugers betalt barsel. Der er endnu ikke tal, der viser, om det har givet fædrene mindre lyst til børn, efter at de har fået flere ugers betalt barsel.
Til gengæld viste undersøgelserne, at kvinder gennemsnitligt har fået lidt mere lyst til at få børn. Den direkte årsag kan ikke aflæses, men der spekuleres i, at kvinder nu synes, at det er tiltrækkende med store familier, da mændene bidrager mere i familielivet, og dermed gør arbejdet en anelse lettere for kvinderne.
De fem ugers betalt ferie, som fædre har ret til i Spanien vil fortsætte med at stige. EU har nemlig vedtaget et nyt direktiv, som giver ret til i alt fire måneders betalt barsel. Heraf er to af månederne til mænd.