Hvis du har mod på at ‘stikke’ en butikstyv til personalet, kan du tjene dig selv 9 kroner at shoppe for. Er det, det værd?
Lige nu læser andre
I Storbritannien har supermarkedskæden Iceland skabt massiv debat med et nyt initiativ: Kunder får en symbolsk belønning på 1 britisk pund – svarende til cirka 9 kroner – sat ind på deres kundekort, hvis de angiver en mistænkt butikstyv til personalet.
Ifølge kædens chef, Richard Walker, koster butikstyverier virksomheden omkring 20 millioner pund om året, og derfor forsøger man nu at inddrage kunderne i kampen mod tyvene. Det skriver britiske The Guardian.
Men ordningen deler vandene. På den ene side mener tilhængere, at det er på tide at gøre noget aktivt, når antallet af butikstyverier eksploderer. Sidste år blev der registreret over 530.000 butikstyverier i England og Wales – det højeste antal nogensinde.
På den anden side mener kritikere, at det nærmer sig en form for overvågning, hvor kunder bliver gjort til “angivere” for en symbolsk mønt.
Flere peger også på, at 9 kroner er et nærmest fornærmende lavt beløb, hvis man skal hjælpe en milliardforretning med at stoppe kriminalitet.
Læs også
Iceland understreger, at kunder ikke må gribe ind fysisk, men blot diskret skal sige det til en medarbejder, hvis de ser nogen stjæle.
Personalet vurderer så, om der faktisk er tale om tyveri, før bonussen bliver sat ind på kundekortet.
Det er ikke første gang, detailhandlen forsøger nye metoder i kampen mod butikstyverier, men sjældent har et tiltag fået så meget opmærksomhed – og latterliggørelse – på sociale medier.