Svensk katastrofe: Verdens højeste coronavirus-dødstal

Skrevet af webmaster

21/05/2020
Sverige har i øjeblikket verdens højeste antal dødsfald per en million indbyggere. Foto: Shutterstock
Sverige har i øjeblikket verdens højeste antal dødsfald per en million indbyggere. Foto: Shutterstock
Ifølge tal fra University of Oxford har Sverige i den seneste uge taget den lidet flatterende førsteplads over landet med flest corona-dødsfald per én million indbyggere.

Mest læste i dag

Hver eneste dag følger University of Oxford og den almennyttige organisation Global Change Data Lab med i dødsfaldene til covid-19. Dødstallene opgøres pr. million indbyggere og bliver offentliggjort på webstedet Our World in Data.

Sveriges strategi under coronakrisen har været markant anderledes end den danske, og det kan nu aflæses i de offentliggjorte tal. I løbet af de sidste tre dage (18., 19. og 20. maj) har Sveriges dødstal per én million indbyggere i gennemsnit været det højeste i verden.

I løbet af maj måned har Sverige generelt ligget højt i statistikkerne. Fra 1. til 9. maj lå Sverige på fjerde- og femtepladsen. Mens Sverige den 14., 15., 18., 19. og 20. maj kunne indtage den lidet flatterende førsteplads i forhold til antal dødsfald per én million indbyggere.

Den 20. maj og syv dage bagud havde Sverige 6,1 dødsfald pr. én million indbyggere sammenlignet med 5,6 dødsfald for det land, der fulgte lige bagefter, hvilket var Storbritannien.

"Vi har stadig gjort alt rigtigt"

Selvom tallene fortæller én historie, så preller det af på tidligere statsepidemolog Johan Giesecke

Han siger til det svenske medie Aftonbladet: "Man skal huske på, at dødeligheden måles forskelligt i forskellige lande. Jeg synes, man skal være forsigtig med at trække på individuelle resultater. For nogle uger siden viste det sig for eksempel, at Holland ikke havde rapporteret om deres dødsfald på ældreboliger."

Så selvom Sverige i statistikkerne ligger højt, så mener Johan Giesecke, at man skal sætte spørgsmålstegn ved statistikkerne. Der er ifølge ham en masse usikkerheder i tallene.

Danmark ligger et stykke nede i statistikkerne. I sammenligning med Sverige ligger Danmark på omkring en fjerdedel af de svenske dødsfald per én million indbyggere.