Sverige venter med stor beslutning: Mangler analyse

Skrevet af Mathias Nielsen

29/04/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Sverige kan endnu ikke beslutte, om man skal søge om optagelse eller ej.

Dagens topnyheder

Krigen i Ukraine har sat gang i den helt store sikkerhedspolitiske debat i både Sverige og Finland. Ingen af landene er medlem af NATO, og situationen har derfor fået dem til at tænke på, om Putin kunne lade sig friste af denne kendsgerning og måske invadere dem.

Både Sverige og Finland har nemlig områder meget tæt på Rusland.

Det har tidligere været fremme, at Sverige og Finland ville lave en fælles ansøgning om optagelse i NATO. Det skulle angiveligt ske mellem 16. og 22. maj, men det kan måske blive senere end det.

Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, siger nemlig fredag under et besøg hos sin finske kollega, Pekka Haavisto, i Helsinki, at Sverige endnu ikke er nået til en konklusion om medlemskab af NATO. Det skriver Berlingske.

Den svenske regering afventer eftersigende en sikkerhedspolitisk analyse, der vil være klar 13. maj. Og denne analyse er altså en stor del af grundlaget for den kommende stillingstagen, lyder det.

Derfor kan Sverige ikke tage stilling til NATO-spørgsmålet før efter 13. maj. Den svenske statsminister, Magdalena Andersson, sagde torsdag, at hun afviser en folkeafstemning om NATO-medlemskab.

Hun mener, at det vil splitte landet og frygter, at Rusland vil bruge de sociale medier til at sprede falske historier blandt svenskerne omkring valget

»Jeg synes, det er en dårlig idé af flere grunde. Dette er ikke et spørgsmål, som egner sig til en folkeafstemning,« sagde hun.

Det er alle partier i den svenske Riksdag undtagen Vänsterpartiet enige i. I Finland vil man heller ikke afholde en folkeafstemning om spørgsmålet, hvorfor det også vil blive besluttet i det finske parlament.

Sanna Marin, Finlands statsminister, sagde i forrige uge under et besøg i Stockholm, at det kun handler om uger, før Finland beslutter sig om NATO-medlemsskabet.