Sydafrika fejrer 20 år uden apartheid med bittert strejf

27. april 1994 er i Sydafrika synonym med frihed og afslutningen på årtiers apartheid. Det var nemlig på denne dato, at landet havde sit første frie valg, og Nelson Mandela kunne kalde sig landets første sorte præsident nogensinde.

Søndag fejrer landet sit 20-års jubilæum for et demokrati, hvor kandidater og vælgere ikke bliver forskelsbehandlet på grund af hudfarve.

Præsident Jacob Zuma understreger ved en ceremoni i hovedstaden Pretoria, at landet har rykket sig i løbet af de seneste to årtier.

- Vores land har gjort det godt. Vi har en god historie at fortælle. Vi er kommet tættere på vores drøm om et forenet, ikke-racistisk, ikke-kønsdiskriminerende og demokratisk Sydafrika, siger Zuma.

Dagen kaldes "Freedom Day" i landet og er en national helligdag.

Det er dog ikke alle, der er lige så begejstret som præsidenten. Sydafrika kæmper stadig med ulighed, fattigdom og korruption også blandt medlemmerne af Nelson Mandelas parti, ANC.

Den sydafrikanske ærkebiskop og menneskerettighedsaktivist, Desmond Tutu, glæder sig over 20 års frihed, men siger, at han er glad for, at Nelson Mandela er død, så han ikke kan se, hvor langsomt det stadig går med omstillingen efter apartheids fald.

- Jeg er glad for, at Madiba (Nelson Mandelas klan-navn, red.) er død. Jeg er glad for, at de fleste af disse mennesker ikke længere er i live til at se det her. Jeg troede ikke, at der ville være en desillusionering så hurtigt, er han citeret for at sige til Sydafrikas Sunday Times.

20-års jubilæet for valget bliver markeret med en militærparade, andagter, musik og dans.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip