Tidligere hjemløs brugte hjemløseavis til at skabe millionvirksomhed

Skrevet af Mathias Madsen

11/01/2022
Foto: Big Issue
Foto: Big Issue
En tidligere hjemløs sælger af gadeavisen Big Issue har vendt skuden og styrer nu en millionvirksomhed i London.

Mest læste i dag

Philip Waltham har levet på gaden og haft et narkomisbrug i adskillige år, men det har lykkedes ham at komme på benene igen og skabe en millionvirksomhed, som han nu driver sammen med sin partner. 

Da Waltham var teenager, løb han hjemmefra, men uden nogle penge endte han på gaden, og det resulterede i, at han begyndte at sælge gadeavisen Big Issue for at sponsorere hans stigende narkomisbrug, som endte med at koste ham næsten 300 kroner om dagen. 

Oplevelsen som avissælger er dog en oplevelse, som har gjort ham til den, han er i dag, og spørger du ham selv, så er Big Issue grunden til, at han har fået succes. "[...] jeg ville ikke være her, hvis det ikke var for 'Big Issue'," har han således udtalt til Ladbible

I dag ejer og driver den 44-årige direktør og tidligere hjemløs en millionvirksomhed, som handler med brugt tøj. Bulk Vintage Wholesale, som virksomheden hedder, omsætter årligt for 80.000.000 kroner og er med til at bekæmpe den stigende 'køb og smid væk' kultur i Vesten.

Foto: Big Issue

Ifølge ham er Big Issue direkte årsag til, at han var i stand til at starte og blive ved med at drive en virksomhed. "'Big Issue' hjalp mig med at putte penge i lommen og forsørge mig selv. [...] De lærte mig at respektere mig selv, de lærte mig at budgettere og hvor vigtigt, et tag var. Jeg skulle have penge til at købe 'Big Issue', så jeg kunne sælge 'Big Issue', og det lærte mig at budgettere."

Waltham forklarer desuden, at han brugte de evner, som han havde fået af at sælge avisen, til at købe og sælge genbrugstøj og inden for to år lykkedes det ham at åbne sin egen bod på det berømte Camden marked. 

Siden dengang er det gået stærkt og i dag ejer og driver han Bult Vintage Wholesale, som er en af Storbritanniens største bæredygtige modevirksomheder, sammen med sin partner. 

Han driver desuden to butikker under navnet 'The Vintage Store' i henholdsvis Newcastle og York og har planer om at åbne to mere i Liverpool og Manchester. 

Trods den kæmpe succes så nægter Waltham at glemme sine rødder, og hver dag bærer han sin gamle 'Big Issue'-taske, som han brugte, dengang han var sælger af avisen. 

"Den 'Big Issue'-taske er med mig overalt, og det har den været i alle de år siden 1997," udtalte han og fortsatte: "Den lærte mig, at være den jeg er nu. Den holder mig jordnær og ydmyg."

Den tidligere hjemløse Waltham opfordrer desuden folk til at købe Big Issue og lignende gadeaviser, når de har muligheden for det.

"Jeg ved, fra egen erfaring hvor hårdt det er at være sælger på denne tid af året. Vær sød at gå ud og støt sælgerne gennem vinteren ved at købe en avis [...]. 'Big Issue' har hjulpet mig, så overvej venligst at hjælpe dem for at hjælpe andre folk som mig," udtalte han således.