Tissede ud fra bro: Fire personer indlagt med hovedskade

Skrevet af Henrik R

27/06/2019
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
Fire personer blev sendt på hospitalet med hovedskader, da en mand tissede ud fra en bro i Berlin. Det var dog ikke fordi, at man tissede med mursten, at de fire personer i båden slog hovedet.

Dagens topnyheder

Når man skal, så skal man. Desværre er det ikke altid de heldigste steder, man må træde af på naturens vegne. Det fandt en mand ud af forleden, hvor hans lille tissetur fra en bro endte med at sende hele fire mennesker på hospitalet.

Scenen udspillede sig i fredags i midten af Berlin, hvor en mand stillede sig på Jannowitzbrücke. Her følte han behov for at lade vandet løbe, og det gjorde han ud over broen.

Desværre (medmindre det var bevidst) kom der en turistbåd sejlende i samme øjeblik, som manden lod de gyldne dråber flyde. I frygt for at blive ramt af dråberne, gik passagerne i båden i panik, og de rejste sig derfor op for at undvige.

Timingen var dog fatal, for i samme øjeblik sejlede båden under broen, og dermed slog flere passagerer hovedet op i broen. 

Fire blev sendt på hospitalet

Det gik værst ud over tre kvinder på henholdsvis 38. 29 og 40 år, samt en mand på 54 år. De blev alle fragtet til hospitalet for at blive behandlet med mindre hovedskader.

“Da en turistbåd på floden Spree sejlede under en bro, stod en person på broen og urinerede ned på skibet. Flere passagerer sprang op og blev såret, da båden sejlede under broen. Fire personer blev bragt til hospitalet i ambulancer,” fortæller Brandvæsnet i Berlin på Twitter ifølge Ekstra Bladet.

Hele 16 reddere blev tilkaldt til ulykken. Politiet ved endnu ikke, om det var en bevidst handling fra den tissende mand, eller om det blot var et uheld, at han tissede i samme øjeblik, som der kom en turistbåd sejlende under broen.

Ifølge Ekstra Bladet berettet det tyske politi i Berlin om, at det var en meget unormal hændelse, og at det ikke er lykkedes at anholde manden endnu.