Turist troede, hun fodrede en 'venlig' bæver: Men så gik sandheden op for hende

Nicolai Busekist

16 timer siden

|

29/05/2025
Udland
Foto: TikTok
Foto: TikTok
En kvinde, der var på ferie, havde bildt sig selv ind, at hun havde fanget et nuttet øjeblik med en 'venlig' bæver på video.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var først, da hun kom hjem og viste optagelsen til sine forældre, at sandheden gik op for hende.

Nisse Sharma fra Manchester i Storbritannien er en af dem, der altid har nydt at rejse, hvorfor hun forsøger at gøre det mest muligt. Men et nyligt møde under en rejse kunne nemt være endt med, at hun havde taget helbredsproblemer med hjem til Manchester.

"Jeg rejste til Prag for at udforske byen lidt mere. Jeg har været der flere gange, men aldrig gået ned til flodbredden," fortalte Sharma til Newsweek.

"Denne gang besluttede jeg mig for at gå helt ned til vandet og så et dyr komme tættere på de sten, hvor folk står."

I den video, Sharma delte på sin TikTok-profil, hvor hun går under navnet @nissasharma, forklarede hun, at hun troede, der var tale om en 'venlig' bæver.

"Jeg antog, at det var en bæver, da det lignede en, og jeg ved ikke meget om bævere ud over, at de lever i floder," sagde hun.

Det forklarer, hvorfor hun gjorde, hvad hun gjorde. Hun besluttede sig nemlig for at fodre den. Tanken bag er naturligvis god, men det kunne være gået helt galt.

"Jeg tænkte, at vi kunne fodre den, når det nu var en bæver. Selvom jeg aldrig havde set en i virkeligheden før, bliver de ofte fremstillet som venlige i medierne. Så jeg begyndte at fodre den med sandwich,"  sagde hun.

I videoen ser man hende give dyret mad, og det glade dyr accepterer hurtigt maden uden problemer.

"Det var først et par uger senere, da jeg viste videoen til mine forældre, at jeg fandt ud af, at det ikke var en bæver," fortalte hun.

Det viste sig i stedet at være en semi-akvatisk gnaver kaldet en nutria - eller sumpbæver. Sharma kunne ikke lade være med at grine af hele situationen.

"Jeg syntes, det var vildt sjovt, at jeg havde pralet af at have fodret en bæver, og så viser det sig, at det faktisk var det, tjekkerne kalder en 'vandrotte' eller 'flodrotte'," sagde hun.

Selvom Sharmas oplevelse var positiv, frarådes møder med nutriaer generelt. Det amerikanske landbrugsministerium (USDA) har tidligere advaret om, at de udgør en sundhedsrisiko, da man kan ende med at blive smittet med sygdomme og bakterier.

"Gnaverne kan være værter for flere sygdomsfremkaldende bakterier, herunder tuberkulose og blodforgiftning, som kan smitte mennesker, kæledyr og husdyr," advarer de ifølge Newsweek.

"Derudover kan nutriaer bære parasitter som blodikter, bændelorm, leverikter og en rundorm, der kan forårsage en hudlidelse kaldet 'nutria-kløe'."

Sharma slap dog uden problemer, og videoen er siden gået viralt, da den har fået mere end 1,3 millioner visninger på det sociale medie. Selvom tanken om at fodre en 'vandrotte' har fået nogle seere til at gyse, har Sharma ikke mange fortrydelser.

"Hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg nok bare kaste maden hen til den i stedet for at håndfodre," sagde hun.

Hun har dog lært en vigtig lektie: At man ikke skal bedømme et dyr ud fra dets image.

"Jeg gik tæt på det, fordi jeg troede, det var en bæver. De fremstilles som venlige, men da jeg undersøgte det bagefter, fandt jeg ud af, at bævere faktisk kan være ret aggressive og farlige," sagde hun.

"Omvendt ville de fleste nok holde sig væk fra en gnaver som den i videoen, fordi den har et dårligt ry - men den var virkelig venlig."

Hun håber, at hendes video kan lære andre at behandle alle dyr med venlighed - og at det er en god idé at researche lidt, inden man nærmer sig et vildt dyr i et fremmed land.

Ads by MGDK