Ukrainsk borgmester løsladt: Blev byttet for tilfangetagne russiske "børn"

Skrevet af Mathias Madsen

113 uger siden

|

18/03/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Én af de ukrainske borgmestre, som er blevet bortført af russiske soldater, er blevet løsladt i bytte for ni krigsfanger, som ifølge en ukrainsk embedsmand er så unge, at de er "børn."

Dagens topnyheder

For præcis én uge siden, fredag d. 11. marts, blev borgmesteren i den ukrainske by Melitopol, Ivan Fedorov, kidnappet af russiske soldater og siden har samme skæbne 'ramt' mindst to andre ukrainske borgmestre. 

Den ukrainske borgmesters kidnapning kan ses på en overvågningsvideo her.

Nu er der dog godt nyt i sagen, da Ukraines regering i onsdags, d. 16. marts, ifølge Ladbible kunne melde ud, at Fedorov ikke længere er holdt fanget af russerne. 

Borgmesteren for den sydøstukrainske by blev befriet i det, som regeringen kaldte for en "specialoperation."

Ifølge flere medier blev han løsladt på betingelse af, at Rusland fik udleveret en flok unge russiske soldater, som var taget som krigsfanger. 

En embedsmand fra den ukrainske regering har således udtalt: "Ivan Fedorov blev løsladt fra russisk fangeskab.... for ham fik Rusland ni tilfangetagne soldater, som er født i 2002 og 2003. De er faktisk børn."

Der er i samme omgang blevet offentliggjort et lydklip, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, snakker i telefon med den 33-årige borgmester efter hans løsladelse. 

Her udtalte Zelenskyj blandt andet, at han er "meget glad" for at "få ham tilbage," og at han er "glad for at høre din stemme."

Da Fedorov blev kidnappet var russerne hurtige til at udpege en prorussisk ukriansk dame, Halyna Danylchenko, som den nye borgmester i Melitopol, og hun har blandt andet udtalt, at ukrainerne skal "vænne sig til den nye virkelighed," og at der vil blive vist russisk tv i den ukrainske by

Efter sin løsladelse har Fedorov opfordret de mere end 150.000 borgere i Melitopol til at gøre modstand mod den russiske besættelsesmagt, og han er blandt andet blevet tildelt en medalje for mod af Zelenskyj for sit engagement.