Ung kvinde mister livet: Tabte sin smartphone i badekarret

Skrevet af Henrik R

18/09/2019
Shutterstock.com
Shutterstock.com
En ung 26-årig kvinde har mistet livet, efter at hun tabte sin telefon ned i badekarret. Telefonen var sat til opladning, og så døde kvinden af et elektrisk chok.

Dagens topnyheder

Vi har skrevet om det før, og nu er vi desværre nødt til at skrive om det igen. En ung kvinde har nemlig mistet livet, efter at hun tabte sin mobiltelefon ned i badekarret, som hun lå i.

Der er tale om den russiske kvinde, Evgenia Shulyatyeva på 26 år, som blev fundet af sin mor livløs i badekarret. Moren havde forsøgt at få fat på sin datter, men da hun aldrig reagerede, valgte moren at køre hjem til hende, og her fandt hun altså sin datter liggende.

De russiske myndigheder er i færd med at undersøge ulykken, og indtil videre er det kommet frem, at den unge pige døde af et elektrisk chok. Det blev forårsaget af hendes mobiltelefon, som var koblet til en oplader. Det skriver The Sun.

Mobiltelefonen menes at være faldet ned i badekarret, men det vides ikke, om kvinden har haft din mobiltelefon i brug, eller om den blot har ligget ved siden af.

Dødsfaldet er det fjerde af slagsen på mindre end et år, og det bekræfter atter engang, hvor farligt det kan være at tage sin telefon med sig, når man går i bad. Tilbage i april mistede 20-årige Anastasia livet på samme måde, og det var også tilfældet for to piger i henholdsvis februar og december.

Derfor skal du ikke tage din telefon med

I Danmark hører man meget sjældent om ulykker, hvor folk dør af elektrisk chok efter at have tabt en elektrisk enhed i badekarret. Det kan dog ske, men man skal være særdeles uheldig.

Det kan hurtigt bekræftes, at man IKKE kan dø, hvis man taber sin smartphone ned i et badekar, hvis den ikke er tilsluttet strøm. Til gengæld kan det være farligt, hvis man har sin telefon til opladning, og man lader den op via en forlængerledning.

Derudover kan det også være farligt, hvis man benytter sig af en kopi-oplader. Hvis den kortslutter, vil der nemlig kunne gå langt mere strøm gennem ledningen, og dermed kan det være livsfarligt, hvis man taber den ned i badekarret.

Sandsynligheden for at det går galt, er meget lille, men hold dig hellere på den sikre side og lad telefonen blive væk fra badekarret, hvis du har planer om at lade den op.