Normalt kan man få en ganske udmærket bytur for 900 kroner.
I det beløb er der i hvert fald plads til 10 fadøl, en stor durumrulle på vej hjem fra byen og eventuelt også en kort taxatur.
Eller...
Man kan også tage en tur til den britiske hovedstad og besøge Craft Beer Co's bar i det sydlige London, hvor man kan bruge samtlige 900 kroner på at købe én enkelt øl kaldet 'Reforged 20th Anniversary Ale'.
Øllen indeholder godt nok hele 750ml øl, men det er alligevel en pris lidt ud over det sædvanlige, og baren har da ifølge Ladbible også kun formået at sælge én enkelt af slagsen i al den tid, øllen har været på drinkskortet.
Andrew Barton, som er daglig leder på baren, har således udtalt: "Vi har kun solgt én før til en gruppe af seks gutter, som fuldstændig elskede den. De elskede virkelig surheden, de fik fra den, kombineret med sødmen fra bourbon'en."
Øllen er en jubilæums øl, som bliver fremstillet af et mikrobryggeri i San Diego i USA, og det er en mørk, tyk øl med en siruplignende konsistens og en alkoholprocent på 11.
Øllen har lagt i en bourbon-tønde i 18 måneder, før den bliver hældt på flaske, og indeholder blandt meget andet kaffe, vanilje, vin og karamel, og smagen er blevet beskrevet af ølspecialisten Ben O'Neill som "en smule til den tynde side."
Ifølge ham er det en usædvanlig god øl, som dog ikke er prisen værd.
"Uden prisen vil jeg vurdere den til 8,2 ud af 10. Med prisen i overvejelserne er det nærmere en 4 ud af 10. Jeg vil helt klart forvente mere fra noget, som er så dyrt," har han således udtalt og desuden forklaret, at han maks ville give 450 kroner for øllen.
Barens andendyreste øl koster netop 450 kroner for 750ml.