Verdens dummeste tyve: Tilkaldte selv politiet under indbrud

Skrevet af Nicolai Busekist

08/01/2021
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det er ikke smart at ringe 112, når man er i færd med at begå indbrud. Ikke desto mindre er dette netop, hvad to indbrudstyve gjorde.

Dagens topnyheder

Der findes flere tidspunkter, hvor det er klogt at slukke sin telefon. Eksempelvis bør man holde telefonen slukket, hvis man er i biografen eller i kirke – eller når man er i færd med at begå et indbrud.

Tilsyneladende er det ikke alle indbrudstyve, der har hørt om dette. Derfor var to klodsede indbrudstyve selv skyld i, at de forleden blev arresteret af politiet i Staffordshire i England. De havde nemlig selv formået at lede politiet lige til dem. 

Politiet i Staffordshire fortæller, at en af indbrudstyvene midt under indbruddet havde ringet til 112 ved et uheld – endda fra sin egen medbragte mobiltelefon. Det skriver britiske The Guardian. 

Derfor kunne politiet følge med i, hvad de to mænd foretog sig. Ligeledes kunne de lytte til, hvad de to indbrudstyve talte om, mens de var i færd med at begå deres indbrud. 

Efterfølgende viste det sig at være en smal sag at finde frem til de to mænd. De blev selvfølgelig anholdt og sigtet for indbruddet, som de afslørede sig selv i at begå. 

"Jeg tror, vi har fanget verdens uheldigste tyve," skriver John Owen, der er politiinspektør hos politiet i Staffordshire, på sin Twitter-profil. 

"Mens de begik et indbrud, kom en af de uheldige indbrudstyve til at sætte sig på sin telefon og ringe 112. Vi modtog et opkald, hvor vi kunne følge alle deres narrestreger, helt indtil det punkt, hvor vores patrulje ankom for at anholde dem," fortsætter John Owen på Twitter, hvor han også har vedhæftet et lille videoklip af en af indbrudstyvene fra filmen 'Alene Hjemme'. 

Tilsyneladende opdagede indbrudstyven ikke, at han havde ringet til 112. Han forsøgte i hvert fald hverken at afslutte opkaldet eller stikke af fra gerningsstedet – derimod var de to indbrudstyve fortsat i fuld gang med indbruddet, da politiet dukket op.