Hun er et kendt ansigt blandt mange danskere, og især hendes medvirken i de populære TV 2-serier ‘Badehotellet’ og ‘Hvide Sande’ har skabt store overskrifter.
Anne Louise Hassing har i flere årtier været en fast del af danskernes tv-skærm, og nu giver hun et sjældent og ærligt indblik i sit liv uden for rampelyset.
I en ny episode af Emil Thorups sundhedspodcast 'Lang levetid' sætter den 57-årige skuespiller ord på de daglige vaner, der holder hende i balance – fysisk og mentalt.
Hun fortæller blandt andet, hvordan en stressperiode for omkring ti år siden blev et vendepunkt, der fik hende til at tage sin mentale sundhed mere alvorligt.
Gør én ting hver dag
I podcasten imponerer hun værten Emil Thorup med sin strukturerede og sunde hverdag, der blandt andet består af reformertræning, længere gåture og en bevidst tilgang til kost.
Men det, der gør allermest indtryk, er et simpelt, dagligt ritual, hun aldrig springer over.
"Jeg går altid ud på bare tæer på min græsplæne. Jeg grounder. Jeg har jo været igennem mange ting, så jeg har fået det der grounding ind, fordi jeg har været nede med stress," siger hun og forklarer, hvordan denne praksis hjælper hende med at finde ro og nærvær.
Hun starter dagen med at sige tre ting, hun er taknemmelig for, og supplerer sommetider med yoga, hvis tiden tillader det.
For hende handler det ikke om at leve perfekt, men om at lytte til sin krop og passe på sig selv.