Når det kommer til underholdning, som samler nationen, er der få programmer, der kan måle sig med 'X Factor'.
Fredag efter fredag tænder hundredtusindvis af danskere for skærmen, og showet har i årevis været en fast del af danskernes weekendrutine.
Efter denne sæsons finale kom det hurtigt frem, at Simon Kvamm har besluttet sig for at sige farvel og ikke vende tilbage næste sæson.
Det har straks sat gang i spekulationerne om, hvem der skal overtage hans stol.
Én af de mest ikoniske dommere i programmets historie, Remee, lægger nu op til, at han måske kunne være klar på et gensyn.
Torsdag aften deltog Remee i åbningen af kunstudstillingen 'The Mystery of Banksy – A Genius Mind i Art Maze' i København.
Her blev han spurgt ind til sin tv-fremtid – og særligt muligheden for at vende tilbage til det program, hvor han har haft så stor indflydelse.
Sådan skriver Alt.dk.
"Jeg har ikke været på tv i mange år og passer bare mine ting. Jeg er glad for, at det hele kører uafhængigt af, om jeg er i medierne eller ej. Det har taget lang tid at bygge noget op, der fungerer af sig selv," sagde han.
Men han udelukker ikke at vende tilbage – tværtimod.
Kræver den rette timing
Remee var ikke afvisende overfor ideen om at vende tilbage til 'X Factor'. Der er dog flere ting, der skal gå op i en højere enhed.
"Under de rigtige omstændigheder kunne jeg godt finde på det. Det skal være nogle andre omstændigheder, end dem vi sluttede med," lyder det ærligt fra Remee.
Hvor tidligere dommer Lina Rafn har udtalt, at hun ville kræve 15 millioner kroner for at sætte sig i dommerstolen igen, er Remee noget mere afdæmpet i sine krav.
Remee har en lang historie med 'X Factor'.
Han var en del af dommerpanelet i programmets første tre sæsoner, tog en pause og vendte tilbage fra 2014 til 2018.