DR-profilen Gyrith Cecilie Ross’ eventyr lakker mod enden.
I hvert fald for en stund.
Hun kaster sig nemlig ud i en helt ny genre, nærmere bestemt reality-tv.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse fra Warner Bros. Discovery.
Og selvom mange nok vil nikke genkendende til hende fra hendes tid som radiovært på P3 og vært på ‘Quizzen med Gyrith Cecilie Ross’, så skal hun fremover slå sine folder hos reality-programmet ‘Fboy Island Danmark’.
Her skal hun være vært på programmet, og hun lægger heller ikke skjul på, at hun glæder sig til at tage udfordringen op:
“Jeg har aldrig lavet reality-tv, så at dykke ned i det format og kombinere det med min til tider nok lidt kantede humor var en ny type udfordring”, siger Gyrith Cecilie Ross i en pressemeddelelse.
Programmet, der inden længe løber af stablen, skal tre singlekvinder søge den ægte kærlighed. Den skal de forsøge at finde blandt 16 forskellige unge mænd.
Otte af dem er selvudnævnte 'nice guys', der oprigtigt er interesserede i kvinderne.
De resterende otte unge mænd er såkaldte 'Fboys', som blot er ude på at løbe afsted med pengepræmien.
Det skal kvinderne navigere i, for alle 16 mænd foregiver at være 'nice guys'.
Gyrith Cecilie Ross har fra sin tid som vært på det politiske quizprogram fra DR2 erfaring med satire. Her var hun ikke bleg for i ny og næ at komme med stikpiller til de politikere, der deltog.
Og den erfaring kan hun drage nytte af i sit nye værtsjob.