Endnu en deltager i Stormester er afsløret

Skrevet af Henrik R

17/05/2021
Foto: Mark Le Fevré/Facebook
Foto: Mark Le Fevré/Facebook
Den 3. deltager er nu blevet afsløret til den kommende sæson af 'Stormester'

Mest læste i dag

Det er ved at være noget tid siden, at komikeren Mark Le Fevré bekræftede, at der kommer atter en sæson af tv-programmet ‘Stormester’

Underholdningsprogrammet der sendes på TV2 er et kæmpe hit hos danskerne, der nu kan se frem til, at der kommer en 5. sæson.

Sæson 4 af programmet fik premiere i februar, hvor deltagerne var Annika Aakjær, Neel Rønholt, Anders Breinholt, Mahamad Habane og Jakob Thrane.

Værterne var naturligvis som altid Lasse Rimmer og Mark Le Fevré.

De første tre deltagere afsløret

Til sæson 5 er tre ud af de fem deltagere blevet afsløret. Alle gangene er det sket via Mark Le Fevrés sociale medier, hvor han har lagt et billede op af sig selv og en af deltagerne fra programmet.

Først bragte han et billede af Linda P, som skal være med i den kommende sæson, og dernæst et billede af komiker og skuespiller Jonas Mogensen, der blandt andet er aktuel i ‘Minkavlerne’.

Nu har Mark Le Fevré så præsenteret det tredje navn, og det er ikke nødvendigvis et navn, som mange danskere kender til.

Der er tale om rapperen Tobias Rahim, der formentlig er mest kendt for sit hit ‘Dø i Norden’ hvor han har selskab af Suspekt.

 

Tobias Rahim er således den 3. bekræftede deltager i den kommende sæson af Stormester, og dermed mangler der blot at sætte navn på de sidste to deltagere.