Ikke kun John Dillermand på menuen: Bager sælger Lone Tissekone-kage

Skrevet af Nicolai Busekist

26/01/2021
Foto: Privat
Foto: Privat
En bager har udvidet sit John Dillermand-sortiment. Nu har bagerforretningen blandt andet også Lone Tissekone, Pia Plastikpat og Centimeter Peter i kagemontren.

Dagens topnyheder

Det har været tæt på umuligt at gå glip af John Dillermand. Han har været her, dér og alle vegne. 

På kort tid har den kontroversielle DR-børnefigur formået at sætte gang i en international diskussion om, hvad man kan sende som børne-tv. Derudover har det også sat gang i idéerne hos en bagerforretning i Esbjerg. 

Ikke nok med, at det har fået Konditorbageren i Storegade i Esbjerg til at udvide deres sortiment med en John Dillermand-kage, så er de faktisk gået et skridt videre. 

Som følge af både figurens og kagens store succes, har bagerforretningen i Esbjerg nemlig besluttet at udvide deres sortiment af John Dillermand-inspirerede kager. Nu kan de også prale af at have kager med navne som Pia Plastikpat, Lone Tissekone og Centimeter Peter. 

Stor succes

Lørdag og søndag blev Konditorbageren i Esbjerg nærmest bestormet af kunder, der ville bestille det hele eller dele af det kreative bagværk. Derfor var det ikke blot John Dillermand, der var et populært valg, men også Pia Plastikpat, som er to runde øjne pakket ind i en lille top. 

"Det var helt vildt. Det tog næsten overhånd. På Facebook havde vi flere 400 kommentarer og forudbestillingerne væltede ind. Søndag morgen havde vi omkring 80 bestillinger på dillermanden og 12 på Pia. I løbet af dagen forsøgte vi at følge med salget i butikken, men klokken 13.00 måtte vi melde udsolgt. Der gik vel omkring 170 enheder i en lynende hast," sagde Laila Christensen til JydskeVestkysten

Det er Laila Christensen, der, sammen med sin datter Camilla, står bag de mange kreative tiltag. Hun fortalte også til JydskeVestkysten, at folk er ved at være trætte af coronasituationen, hvorfor hun ønskede at give folk lidt af smile af i hverdagen.

"Vi er alle ved at være så bundtrætte af corona. Her har vi da noget, der giver folk lidt sjov og lidt at smile af. Det er fint, synes jeg," lød det fra bageren, da hun talte med JydskeVestkysten.