Kan du huske dem? Nu vender den originale Tamagotchi tilbage!

Skrevet af Henrik R

28/05/2019
De var en ren verdensplage tilbage 90'erne, da Tamagotchi udkom for første gang. Her 22 år senere er de så tilbage igen, og det er de helt originale udgaver, man kan købe.

Dagens topnyheder

Det var de fleste børns kæreste eje i midten af 90’erne, hvor et lille virtuelt dyr skulle passes og plejes via en meget lille computer. Børn gik rundt med de små virtuelle dyr på sig hele tiden, for det var nødvendigt, hvis ikke de skulle sulte og til sidst dø.

En Tamagotchi skulle nemlig have omsorg, mad og drikke, og så skulle den også på toilettet. Hvis man forsømte sit digitale lille kæledyr, ville det blive fornærmet, og det kunne man jo ikke have. Derfor skulle man løbende huske at fodre dem, give dem vand, få dem på toilettet, give dem medicin, lege med dem samt andre ting, hvilket alt sammen blev gjort via bitte små knapper.

Havde man indstillet klokken på sin Tamagotchi, så ville den også gå i seng, og der kunne man altså ikke lege med den. Tamagotchi-dillen forsvandt dog efter et par år, og man har ikke set noget til dem siden da. Lige indtil nu.

Her kan de købes

Hvis man er blandt den generation, der elskede Tamagotchi, og gerne vil give det videre til ens børn, så er der pludselig opstået en mulighed. De gode gamle originale Tamagotchi er nemlig tilbage, og de kan købes i en limited edition-udgave hos Amazon.

Det er ikke en billig uoriginal udgave, der er tale om, det er faktisk de samme modeller med den samme programmering som for 22 år siden, hvor de første Tamagotchi udkom.

“Det originale Tamagotchi digitale kæledyr, som du elskede tilbage i 1997 er tilbage med den originale programmering. Giv den mad, leg med den, giv den medicin, skyl ud på toilettet, tjek dens helbred og disciplinær din Tamagotchi, hvis han irriterer dig,” lyder det fra Tamagotchi i salgsannoncen på Amazon.

“Opdrag din Tamagotchi fra æg til barn og til voksen, og måden du gør det på, vil afgøre hvilken af de syv voksne, du vil få,” skriver virksomheden bag.

I skrivende stund meddeles det ikke, hvor mange Tamagotchis der er sat til salg, men prisen ligger på 35 pund, hvilket svarer til godt og vel 300 kroner.

Blandt anmeldelserne er folk meget tilfredse, og en af køberne fortæller, at hun har købt den, fordi hun selv havde den som teenager.

“Elsker den! Jeg havde en af disse, da jeg var teenager, og nu har mine teenagere en. Min datter er bange for at starte hendes, da hun frygter at hun vil dræbe den,” lyder det fra moren.

Skulle man ‘glemme’ at passe på sin Tamagotchi, så vil den på et tidspunkt dø. Der er dog mulighed for at genstarte sin Tamagotchi, men så starter man fra start.