Kronprins Christian løfter sløret for hverdagen på slottet.
Selvom livet som kongelig byder på både officielle forpligtelser, traditionsrige begivenheder og en kalender fyldt med opgaver, er der også plads til helt almindelige familiestunder.
For bag de royale titler og de mange offentlige optrædener gemmer der sig en familie, som på flere områder ikke adskiller sig synderligt fra andre danske familier.
Det fortæller kronprins Christian, der i et nyt interview med musikeren Benjamin Hav giver et sjældent indblik i livet bag kongehusets mure.
Her løfter den 21-årige kronprins blandt andet sløret for en særlig tradition, som familien forsøger at holde fast i næsten hver eneste søndag.
Samles om middagsbordet
Når weekenden nærmer sig sin afslutning, forsøger kongefamilien at finde tid til at være sammen.
Søndag er nemlig ofte den dag, hvor alle familiemedlemmerne er hjemme, og derfor har familien gjort det til en tradition at samles omkring middagsbordet.
Det fortæller kronprins Christian under interviewet, hvor han og Benjamin Hav sidder og slapper af under et træ.
“Vi er stadig en familie, der elsker hinanden og kan lave alt det, en helt alm familie kan. Vi kan gå ture. Vi prøver at spise middag om søndagen, for der er vi for det meste alle sammen hjemme. Sådan en søndagsmiddag, hvor vi nogle gange får sushi. Det kan vi godt lide,” fortæller kronprinsen.
Og netop sushi ser ud til at være en favorit blandt familiens medlemmer.
Da Benjamin Hav spørger, om den japanske ret ligefrem kan betegnes som kongefamiliens hofret, lægger kronprinsen ikke skjul på familiens begejstring.
“Vi er hvert fald alle sammen store fans af det.”
Åbner op om sit privatliv
Den faste søndagstradition er dog langt fra det eneste personlige emne, som kronprins Christian kommer ind på under samtalen.
Den unge tronarving fortæller også om sine fremtidsdrømme og afslører blandt andet, at han selv håber på at få børn en dag.
Derudover sætter han ord på en oplevelse, der gjorde et særligt indtryk på ham.
Da han begyndte som værnepligtig, var han nemlig meget nervøs på sin første dag.
Følelsen fortog sig dog hurtigt, efterhånden som han faldt til og lærte sine nye kammerater at kende.
Kronprinsen understreger samtidig, hvor stor betydning både vennerne og familien har haft gennem hans opvækst.
Netop de tætte relationer er ifølge ham en væsentlig årsag til, at han aldrig har følt sig ensom, selvom hans tilværelse på mange måder adskiller sig fra andre unge danskeres.