Legendarisk DJ med kæmpehit skal med til Eurovision Song Contest

Skrevet af Henrik R

30/01/2019
Der bliver fest og nostalgi, når Finland træder på scenen til dette års Eurovision Song Contest. De har nemlig fået ingen ringere end Darude til at repræsentere dem ved sangkonkurrencen.

Dagens topnyheder

Hvis du er over 40 år gammel, så har du stensikkert stået på et diskotek, og givet den gas på dansegulvet til 1999-hittet Sandstorm fra Darude. Selv de fleste unge i dag kender den ikoniske sang, der har fået mere end 143 millioner hits på Youtube.

Grunden til at vi nævner en snart 20 år gammel sang er, at Darude er på vej tilbage, og det gør han i stor stil, da han stiller op til Eurovision Song Contest i år.

Det var finsk TV der afslørede, at den i dag 43-årige stjerne-dj stiller op for sit hjemland Finland, når dette års musikkonkurrence finder sted i Tel-Aviv i Israel.

”Det her er en kæmpe ære og en enorm udfordring. Jeg har lavet alt muligt forskelligt og optrådt for store publikummer, men jeg har aldrig været involveret i det her tv-show. Da jeg blev spurgt, kunne jeg ikke sige nej,” udtaler Darude på en pressekonference ifølge DR.

Ved endnu ikke hvilken sang det bliver

Hvilken sang som Darude skal fremføre med sangeren Sebastian Rejman, ved man endnu ikke. Dette bliver først gjort klar den 2. marts, hvor der afholdes en national finale, hvor de finske TV-seere skal afgøre det.

Sangen der stilles op med i Eurovions Song Contest skal være en original sang, og derfor bliver det altså ikke muligt at genhøre Sandstorm på den store scene, selvom det uden tvivl ville gå hen og blive et vinderhit.

Sandstorm fik de danske festivalgængere dog at høre sidste sommer, da Darude lavede en overraskende gæsteoptræden til Smukfest i Skanderborg. Her optrådte i forbindelse med et show, som de tidligere ’Lågsus’-værter Nicholas Kawamura og Pelle Peter Jensen stod bag.

Hvem der skal repræsentere Danmark ved Eurovison Song Contest vides ikke endnu, men det finder vi ud af den 23. februar i Herning. Allerede i morgen bliver deltagerne dog offentliggjort.