Rasmus Paludan tilbageholdt - denne gang i helt nyt land

Nicolai H

6 timer siden

|

15/05/2025
Kendte
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Nu har han også fået ti års indrejseforbud.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et planlagt ophold i det nordlige Italien endte brat, da Rasmus Paludan torsdag morgen blev tilbageholdt i Malpensa-lufthavnen ved Milano og nægtet adgang til landet.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge oplysninger fra hans sekretær, Lars Erichsen, blev Paludan stoppet kort efter ankomst og orienteret om, at han vil blive deporteret.

Paludan, der er stifter af det højreradikale parti Stram Kurs, skulle efter planen have deltaget i en såkaldt remigrationskongres, der løber af stablen lørdag. Begrebet remigration er kendetegnet ved ønsket om at få immigranter og deres efterkommere til at forlade det land, de befinder sig i – en ideologi forbundet med den yderste højrefløj.

Til Ritzau fortæller Erichsen, at de stadig venter på en skriftlig begrundelse for indrejseforbuddet. Samtidig oplyser han, at Paludan har måttet lade sig registrere med både foto og fingeraftryk.

Paludan selv bekræfter hændelsen i en video delt på det sociale medie X. Her taler han på engelsk og fremfører sin egen fortolkning af situationen:

"I dag skulle jeg have været til Milano, men de italienske myndigheder har nægtet mig indrejse og givet mig et indrejseforbud i ti år for at være mig – kun for at være mig. De siger ikke, at jeg har gjort noget ulovligt."

Afslutningsvis benytter han lejligheden til at sende en besked til pavestolen i Rom:

"Jeg gad nok vide, om Hans Hellighed Paven mener, at det er en god katolsk gerning at afstøde en anden kristen fra Italien blot for at være kristen."

De italienske myndigheder har endnu ikke kommenteret sagen offentligt. Det vides ikke, hvornår Paludan forventes deporteret.

Ads by MGDK