Forskere slår alarm: Jorden er tæt på masseudryddelse og alle lukker øjnene

Skrevet af Mathias Madsen

19/01/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et hold forskere har slået alarm, fordi de mener, at der slet ikke er nok fokus på, at vi er godt på vej til den sjette masseudryddelse af dyrearter i Jordens historie, hvilket kan have fatale konsekvenser.

Dagens topnyheder

Et nyt studie viser, at Jorden er meget tæt på at stå over for en såkaldt masseudryddelse, som er en betegnelse der bruges om enorme tab af biodiversitet på grund af naturlige katastrofer. Hvis studiet har ret, vil det blive den sjette masseudryddelse i Jordens historie.

Studiet blev offentliggjort i Biological Reviews Journal  og fokuserede på både dyrelivet i havet, fugle og pattedyr, og det nævnes blandt andet, at 7,5%-13% (150.000-260.000) af alle verdens kendte arter er uddøde siden år 1500. Det skriver Unilad

Hovedforfatteren bag studiet, Robert Cowie, fra Hawaiis Universitet i Manoa har forklaret, at studiet bygger på tidligere advarsler om, at dyrearter uddør i en foruroligende fart, men at der på trods af adskillige advarsler slet ikke er fokus nok på problemet. 

"Dratiske forøgelser af arter, som uddør, og en faldende mængde af mange dyre- og plantepopulationer er veldokumenteret, men alligevel nægter mange, at disse fænomener svarer til masseudryddelse," har han således udtalt. 

Samtidig påpeger studiet, at den fokus der er i dag primært fokuserer på udryddelsen af pattedyr og fugle, men overser den langt mere alvorlige og effektive udryddelse af hvirvelløse dyr - det vil sige dyr uden rygsøjle som for eksempel snegle og igler.

Cowie forklarer, at den almene befolkning formentlig ikke har den store interesse for hvirvelløse dyr som for eksempel insekter og derfor er ligeglade med, om de uddør, men at det kan have alvorlige konsekvenser for verdens økosystemer. 

Han påpeger samtidig, at de fleste tidligere studier henviser til en såkaldt 'Red list' fra den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN), som ifølge ham 'glemmer' de hvirvelløse dyr og altså næsten kun omtaler fugle og pattedyr.

"'Red List'en' er meget forudindtaget: Næsten alle er fugle og pattedyr, men kun en lille del af hvirvelløse dyr har været evalueret i forhold til bevarelses kriterier," har han således udtalt. 

For eksempel forklarer Cowie, at 'kun' 900 dyrearter er uddøde ifølge 'Red List'en', mens det ifølge det nye studie nærmere er 150.000-260.000 dyrearter, som er uddøde siden år 1500.

Baserer man sin forskning på denne liste, så ser det ud til, at dyrearterne uddør i et 'almindeligt' tempo, som ikke giver grund til bekymring, men ifølge Cowie er det altså ikke rigtigt, og han og de andre forskere bag studiet mener derfor, at Jorden står overfor en potentiel masseudryddelse, som kan have fatale konsekvenser for menneskeheden og planeten. 

"At benægte krisen, acceptere den og gøre intet ved det, eller omfavne den og manipulere den, så det passer til folket på grund af politiske og finansielle interesser er en ophævelse af ens moralske ansvar," har han således udtalt.