Kvinde anklaget for horribelt kanyledrab: Lod forrådnet lig ligge i sin lejlighed

Skrevet af Nicolai Busekist

20/01/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Onsdag indledtes en chokerende drabssag ved Københavns Byret, hvor en kvinde er tiltalt for at have dræbt sin mand med en kanyle.

Dagens topnyheder

En 74-årig russisk kvinde sidder på anklagebænken i en opsigtsvækkende drabssag, hvor hun er tiltalt for tilbage i 2017 at have dræbt sin 66-årige mand med en kanyle. Efter sigende skulle hun have stukket ham flere gange i halsen, brystkassen og skulderen. Det skriver Ritzau.

Omkring drabstidspunktet var parrets datter for nylig afgået ved døden. Da manden ikke deltog ved hendes begravelse, vakte det stor undren. Derfor blev politiet af øvrige pårørende bedt om at aflægge parret et besøg i deres lejlighed, der ligger på Amager. 

Da den dengang 70-årige kvinde åbnede døren ind til lejligheden, opdagede betjentene med det samme, at mandens lig lå ved en trappe i lejligheden. Liget var allerede gået i forrådnelse, og det estimeres, at det har ligget i lejligheden i op mod 10 døgn, før det blev fundet af betjentene. 

Ved retsmødet onsdag har den nu 74-årige kvinde hævdet, at hun ikke havde lagt mærke til, at hendes mand lå død ved trappen i deres lejlighed. 

Derudover har hun også nægtet sig skyldig i anklagerne. Ifølge Ritzau var hun tilbage i 2017 varetægtsfængslet i et halvt år, hvorefter hun blev sat på fri fod. Selvom retssagen er begyndt, er hun den dag i dag fortsat på fri fod. 

Til trods for, at parrets datter, som manden adopterede, da han havde mødt moderen, døde, før manden efter sigende blev dræbt, spiller hun faktisk en central rolle i sagen. 

Ifølge Ritzau fortæller anklageren nemlig, at datteren tidligere har fortalt, at moderen forgiftede datterens biologiske far, der afgik ved døden for mange år siden af overforkalkning i hjertet. Dette skulle angiveligt være sket, før den tiltalte kvinde kom til Danmark. 

I anklageskriftet fremgår det, at kvinden foruden stikkene også forsøgte at dræbe manden med et østeuropæisk lægemiddel, hvilket dog ikke lykkedes, da den anvendte dosis ikke var tilstrækkelig.

Derudover fremgår det også af anklageskriftet, at kvinden er tiltalt for at have lavet et falsk testamente i sin afdøde datters navn, for at sikre, at hele arven gik til hende. Anklageren understreger dog, at der ikke ligger nogen forbrydelse bag datterens død.