Nicolai Haugsted
Selvom det måske er flere år siden du blev smittet, er et nyt symptom på senfølge kommet frem.
Mens millioner af mennesker verden over fortsat kæmper med langvarige følger efter COVID-19, har et hold forskere i Japan kastet nyt lys over den mystiske hjernetåge, som mange patienter rapporterer.
Tilstanden, der påvirker hukommelse og koncentration, har hidtil manglet en klar biologisk forklaring – men nu er der sket et gennembrud.
Ved hjælp af en avanceret billeddannelsesteknologi har forskere fra Yokohama City University for første gang kortlagt molekylære ændringer i hjernen hos personer der tidligere var smittet med Coronavirussen. Med den nye metode kunne holdet visualisere tætheden af AMPA-receptorer – signalmolekyler, der spiller en central rolle i læring og hukommelse.
Sammenligninger mellem 30 tidligere COVID-patienter og 80 raske personer der aldrig blev smittet, afslørede et markant forhøjet niveau af disse receptorer i patienternes hjerner. Det forhøjede niveau var direkte forbundet med graden af kognitiv svækkelse – og dermed med den såkaldte hjernetåge.
Forskerne fandt også en sammenhæng mellem de forhøjede AMPA-niveauer og koncentrationen af visse inflammatoriske markører, hvilket antyder en mulig interaktion mellem betændelsestilstande og ændringer i hjernens kemi.
Resultaterne giver en konkret biologisk forklaring på et fænomen, som mange hidtil har haft svært ved at dokumentere. Og det stopper ikke ved diagnosticering: Forskerholdet peger på, at deres metode potentielt kan bane vejen for nye behandlinger, der målretter AMPA-receptorer og dermed dæmper symptomerne.
Undersøgelsen blev offentliggjort 1. oktober i tidsskriftet Brain Communications og markerer første gang, at AMPA-receptor-PET-scanning anvendes til at analysere senfølgerne af COVID. Metoden viste sig desuden at kunne skelne mellem raske og syge med høj præcision – 100 % følsomhed og 91 % specificitet.
Langt fra at være et vagt, subjektivt fænomen, fremstår hjernetåge nu som et målbart og biologisk forankret syndrom – med et klart potentiale for klinisk opfølgning. Forskningen giver dermed både håb til patienter og stof til eftertanke i sundhedssystemer verden over.
