Netflix & Kill: Så farligt er det at bingewatche din favorit tv-serie

Henrik Rothenbücher

279 uger siden

|

27/06/2019
Det kan være nok så rart med afslapning i sofaen efter sin aftensmad, men det skal man helst ikke gøre i for mange timer i træk. Det kan nemlig medføre alvorlige hjertesygdomme, hvis man ser tv i mere end fire timer om dagen.

Dagens topnyheder

For rigtig mange mennesker er afslapning lig med at dase foran fjernsynet og hygge sig med flere afsnit af sin favorit tv-serie. Mens det måske hjælper med at stresse af, så er det desværre ikke en særlig sund form for afslapning, det viser nye studier fra det amerikanske hjerteforbund.

De har nemlig fundet en kobling mellem hjertesygdomme, type 2 diabetes, forhøjet blodtryk og tidlig død, blandt folk der ser tv i mange timer i træk.

Ifølge studiet som britiske Mirror har kigget dybere i, så viste resultatet, at de mennesker der ser tv i mere end fire timer om dagen, har 50 % større risiko for at udvikle hjertesygdomme eller død tidligt i forhold til de mennesker, der ser tv i mindre end to timer om dagen.

Studiet viste også, at det faktisk er værre for hjertet at sidde og binge-watche en tv-serie i sin sofa, end det er at arbejde på et kontor, hvor man sidder ned hele dagen. Årsagen til dette skal dog findes i, at man ofte vil have indtaget et stort måltid eller snacks, mens man sidder og ser tv.

“Tv kiggeri ser ofte i slutningen af dagen, hvor folk ofte har indtaget deres største måltid, og folk vil ofte sidde helt stille i flere timer i træk uden at blive forstyrret, indtil de skal i seng,” fortæller hovedforfatter på studiet, Jeanette Garcia fra University of Central Florida ifølge The Mirror.

Hun uddyber, at det kan være meget skadeligt, hvis man indtager et stort måltid og derefter sidde stille i mange timer ad gangen.

Folk der ser meget tv er mere usunde

Studiet blev foretaget over en årrække af otte år, hvor 3.592 afro-amerikanske mænd og kvinder fra Jackson i Mississippi deltog.

Deres observationer var ganske interessante, da der var en ganske klar tendens i, hvilken personer der sad længere tid på jobbet, og hvilken personer der brugte meget tid foran tv-skærmen.

Den største procentdel af deltagerne der sad meget ned på kontoret, viste sig at være unge kvinder, der har en høj indtægt i familien, de spiser sundere, og laver ofte fysiske aktiviteter ved siden af. Der er også mindre sandsynlighed for, at de ryger eller drikker meget alkohol.

Kigger man så på gruppen af deltagerne, der sad og så meget tv hver dag, så var det en helt anden slags personer. Det var personer med en lav indkomst og lav uddannelse. Det var folk, der ikke dyrkede særlig meget motion, de havde en højere BMI, de røg, spiste usundt, drak store mængder af alkohol og deres blodtryk var forholdsvis højt.

Blandt alle deltagerne viste det sig, at hele 31 % i gennemsnit så tv i mindst fire timer om dagen.

Vil man gerne undgå at forhøje risikoen for hjertesygdomme eller tidlig død, mens man fortsat kan se masser af tv, så skal man sørge for at dyrke motion. Studiet viste nemlig ingen forøget risiko for de nævnte sygdomme, hvis deltagerne dyrkede moderat til hård fysisk aktivitet i mindst 150 minutter pr. uge.

Studiet er et observationsstudie, og derfor kan alle naturligvis ikke skæres over en kam. Det betyder derfor ikke, at alle der ser tv i mere end fire timer om dagen, har en for høj BMI, ryger, drikker masser af alkohol og lignende. Der er blot større sandsynlighed for det.