Bliv overvægtig og drik alkohol – forskere peger på 5 overraskende råd til at leve længere

Skrevet af Nils Würtzenfeld

19/02/2018
Hvad skal du gøre, hvis du gerne vil blive over 90 år? Et nyt omfattende studie har svaret.

Dagens topnyheder

De fleste ved, at for meget alkohol og for mange kilo på kroppen er dårligt for dit helbred.

Men hvis du følger ordsproget ’alting med måde’, så kan du faktisk drage fordel af at være både overvægtig og glad for alkohol.

Det fastslår forskerne bag et nyt amerikansk kæmpe-studie, der i 30 år har fulgt over 14.000 mennesker mellem 55-100 år. Det skriver britiske The Mirror.

I løbet af maraton-studiet har forskerne forsøgt at finde frem til nøglen bag et langt liv, og ud fra de mange frivillige forsøgspersoner har man blandt andet kunne konkludere, at tynde, ældre mennesker i gennemsnit dør før de ældre, der vejer en tand for meget.

Her er ikke tale om svært overvægtige personer, men ældre med noget ekstra fedt på sidebenene.

Studiet viste også, at overvægt har en negativ effekt på folks sundhed indtil omkring 80-års alderen. Herefter er de ekstra kilo pludselig positive. Det stod klart, da de overvægtige ældre i undersøgelsen viste sig at have et fald på omkring tre procent i deres risiko for at dø.

- I takt med at vi bliver ældre, forsøger din krop at tage på i vægt. Der er dog en forskel på dette og så på at sige, at overvægt er en god ting, forklarer Claudia Kawas, der er geriatrisk neurolog på University of California og fortsætter:

- Men måske, når du runder 60 eller 70 år, er det fysiologisk en god ting at tage på i vægt. Det bedste erfaringer siger, at man bør tage mellem to-fem kilo på hvert årti, fortæller Claudia Kawas og slår fast, at man helst ikke bør være alt for tynd, når man er gammel.

- Undervægtige personer har 50 procent øget dødelighed. Det er ikke skidt at være tynd, når man er ung, men det er rigtig slemt at være det, når du er gammel, lyder det.

Samtidig viste studiet, at personer, der gennem deres liv havde drukket moderate mængder alkohol (fra en-to genstande om ugen til en genstand dagligt) levede længere end de folk, der ikke var nær så glade for alkohol.

Et overdrevet alkoholforbrug viste sig dog, ikke overraskende, at være særdeles usundt for kroppen.

Studiet viste også, at de personer i undersøgelsen, der levede længst, også var dem der motionerede mindst 15 minutter om dagen og indtog 200 - 400 milligram koffein om dagen – svarende til omkring to kopper kaffe.

Når det kom til motion, anbefaler forskerne dog ikke, at man dyrker for meget.

- Vi fandt frem til, at motion selvfølgelig giver et længere liv. Det kan være så lidt som 15 minutter om dagen. 30 minutter er bedre og 45 minutter er endnu bedre, lyder det fra Claudia Kawas, der dog slår fast, er for meget motion er nytteløst.

- Heldigvis for sofakartofler som mig, så var tre timers motion ikke bedre end 45 minutters motion. Og det behøver på ingen måde at være 45 minutters intens træning i motionscentret, der får din puls helt op. Du kan nøjes med en almindelig gåtur.

Sidst men ikke mindst anbefaler forskerne, at man får sig en hobby, hvis man har planer om at bliver over 90 år. Hobbyer er nemlig gode til at holde hjernen i gang, og dermed kan modelflys-bygning eller kryds og tværs være med til at forlænge vores liv.

Her er de fem opsigtsvækkende råd, som kan være med til at give dig et længere liv:

  • Bliv overvægtig som gammel
  • Drik alkohol hele livet
  • Drik to kopper kaffe om dagen
  • Dyrk begrænset motion
  • Få dig en hobby