Vaccine-forsøg på mennesker viser lovende resultater

Skrevet af Henrik R

19/05/2020
Foto: Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix
En medicinsk virksomhed i USA forsøger sig netop med corona-vaccine på mennesker, og resultaterne af de første forsøg er lovende lyder det fra direktøren.

Dagens topnyheder

Vi er fortsat et stykke tid fra, at der bliver frigivet en vaccine mod Covid-19. Dog arbejder forskere hele verden over på højtryk for at skabe den rette vaccine, så coronavirussen en gang for alle kan blive udryddet.

Det lader dog til, at vi er tættere på end først antaget, da forskere nu melder ud, at de første forsøg på mennesker har vist ‘lovende resultater’.

Det er forskere fra virksomheden Moderna, der bringer de glædelige nyheder, og det gør de til den amerikanske tv-station CNN.

Mange har ventet længe på det

Moderna gik ind i et samarbejde med det nationale sundhedsinstitut i USA om at udvikle en vaccine, og her kan den medicinske direktør, Dr. Tal Zaks berette om positive resultater forbundet med de første forsøg.

“Det er rigtig godt nyt, og nyt som vi tror, at mange har ventet længe på,” fortæller Dr. Zaks til CNN.

Testresultaterne kommer fra den såkaldte fase 1, som er kliniske forsøg med et mindre antal deltagere, hvor de først og fremmest fokuserer på, hvorvidt vaccinen er sikker at modtage.

Otte udviklede antistoffer

Ifølge CNN så har Moderna givet vaccinen til 12 personer, og otte af disse har udviklet antistoffer, der enten er tilsvarende eller flere end hos de personer, der har været smittet med coronavirus.

“Vi har demonstreret, at disse antistoffer, kan få immunforsvaret til at blokere virussen,” fortæller Dr. Zaks der fortsætter:

“Jeg tror, at det er et meget vigtigt første skridt i vores færden efter en vaccine,” lyder det fra direktøren.

Fakta

Moderna har base i Cambridge, Massachusetts, og det er en af otte udviklere i verden, der forsøger sig med vaccine-forsøg på mennesker. Det skriver WHO. Foruden Moderna, så tæller listen også Pfizer og Inovio fra USA samt Oxford Universitet fra England. De resterende fire er i Kina.