Verdens første rumhotel skal åbne i 2025: Få et kig indenfor

Skrevet af Mathias Madsen

03/05/2022
Foto: Orbital Assembly
Foto: Orbital Assembly
Om blot tre års tid vil du formentlig kunne bestille en overnatning i det ydre rum.

Dagens topnyheder

Det amerikanske firma 'Orbital Assembly' har afsløret datoen for, hvornår deres to rumhoteller kan åbne. 

Firmaet har planer om at åbne to rumstationer kaldet henholdsvis 'Voyager Station' og 'Pioneer Station', som skal fungere som hoteller.

'Voyager Station' skal have plads til hele 400 overnattende gæster og forventes at åbne i 2027, mens 'Pioneer Station' 'kun' får plads til 28 overnattende gæster, men til gengæld forventes at åbne allerede i 2025. 

Rumstationerne kommer til at fungere som hotel og ferieboliger, og alt fra forskere til turister vil - mod betaling - få mulighed for at opleve en ægte 'out of this world'-oplevelse.

Foto: Orbital Assembly

Der står ikke meget andet om 'Pioneer Station', end at det bliver "verdens første beboelige platform, som er i stand til at lave kunstig tyngdekraft og derfor lukker op for hidtil usete muligheder for forskning, turisme og længerevarende rumture" på firmaets hjemmeside.

Der er dog en hel del mere information om 'Voyager Station', som tilsyneladende bliver et luksushotel i rummet, hvor det desuden bliver muligt at købe sin helt egen ferielejlighed i det ydre rum. 

På hjemmesiden beskrives det således, hvordan et ophold på hotellet bliver mere luksuriøst end traditionel rumfart, da hotellet har "kunstig tyngdekraft," som gør, at man kan gå rundt, som var man på Jorden, når man er på sit værelse. 

'Voyager Station' vil udover en masse almindelige hotelværelser og luksuriøse ferielejligheder også have "luksussuiter" på 500 kvadratmeter, som kan lejes i alt fra én enkelt nat til flere måneder af gangen. 

Prisen nævnes der ingenting om, men det bliver nok ikke helt billigt. 

Af faciliteter på hotellet kan nævnes et træningscenter og sportsområde, hvor man kan nyde den lave tyngdekraft, som gør, at man kan hoppe flere meter op i luften.

Foto: Orbital Assembly

Derudover vil der være en koncert sal, hvor "de største musikere på Jorden" kommer til at optræde, ligesom det bliver muligt at spise på "de bedste spisesteder fra Jorden."

Foto: Orbital Assembly

Derudover roterer hele hotellet, hvilket gør, at man får en fantastisk udsigt ud over Jorden og stjernerne.