Nicolai Steinicke
Et mareridt blev til virkelig, da der gik ild i en familie hus, mens de lå og sov om natten, men det endte heldigvis godt.
Det var en helt almindelig hverdag, Emma og hendes børn vågnede op til en brand i stuen. Det spredte sig ekstremt hurtigt, og på en fuldstændig mirakuløs måde formår Emma at redde alle 6 børn og sit eget liv.
I dag, godt to år senere, lever Emma stadig med en krop der er 93% forbrændt.
“Det er først nu, jeg begynder at føle mig klar til at sige, at vi har det godt.” Fortæller hun, ifølge Sosialnytt.
To af hendes børn, Oliwer og Albin, vågnede ekstra tidligt. De gik ned i stuen, imens lå Emma i sin seng vågen, og tænkte, at der nok ikke gik så lang før alarmen ringede.
Det er der hun hører sine to drenge skrige nedenunder.
“Da jeg kom ned brændte det allerede meget. Gardinerne og sofaen brændte. Først var jeg helt almmet, så satte panikken ind.” Fortæller Emma.
Hun åbnede hoveddøren for at få dem ud. Men da døren blev åbnet, kom der luft ind, som fik hele underetagen til at blive dækket i flammer.
Emma lænede sig ned over drengene for at beskytte dem. Hendes ryg og arme bød i brand. Men Emma var så opsat på at få sine sidste 4 børn ud af huset, at hun ikke bemærkede at hun var i brand.
På trods af at trappen stod i flammer, lykkedes det Emma at komme op på øverste etage. William og Nellie var kommet ud af vinduet af sig selv. Hun fik også Melwin ud – men 2-årige Mollie var stadig inde i det overtændte hus.
Huset brændte, og til sidst finder Emma sit sidste barn grædende. Hun får hende ud, også kollapser Emma. Hun var så forbrændt at ingen troede hun ville overleve. Det er et mirakel hun gjorrde. 93% af hendes krop var forbrændt. Hun havde tredjegradsforbrændinger på hænder, ben, arme, ryg og bryst.
Efter ulykken har Emma måttet acceptere en ny krop.
“Udseendemæssigt har jeg tabt mig fra top til tå. På mit ansigt ses det ikke så meget, men under mit tøj er det noget andet. Jeg har også et handicap nu, i både ben og fødder bl.a. Men det bliver så ligegyldigt når man har overlevet det jeg gjorde, jeg er så utrolig taknemmelig for livet.” Fortæller Emma.
