Kirstin bad om ketchup til sine børns burgere på Circle K: Ekspedientens svar fik hende til at tabe kæben

Skrevet af Emil Ryttergaard

26/01/2018
Med to sultne børn ville Kirstin Egekvist blot have ketchup i burgerne, men det sagde ekspedienten klart nej til.
Med to sultne børn ville Kirstin Egekvist blot have ketchup i burgerne, men det sagde ekspedienten klart nej til.
På vej hjem fra ferie kørte Kirstin Egekvist fra Aarhus forbi en Circle K-tankstation i Sorø og ville give sine børn en burger hver. Men da hun bad om ketchup, fik hun et overraskende svar.

Dagens topnyheder

Der skal ketchup i en burger. Det hører bare sammen som hånd i handske, når sulten melder sig.

Men for 35-årige Kirstin Egekvist fra Aarhus var det ganske enkelt ikke muligt at få en klat ketchup i burgeren på en Circle K-tankstation lidt udenfor Sorø torsdag eftermiddag. 

For da familien med kæresten og to børn på fire og halvandet år spurgte efter ketchup i burgerne, begyndte en længere kamp mellem ekspedienten og Kirstin Egekvist.

- Jeg spørger om vi selv må få en klat ketchup, så vi selv kan smøre bollen i burgeren, men det kan ekspedienten ikke sælge, da der mangler et nummer på kasseapparatet, og vi kan i hvert fald ikke få det gratis, siger Kirstin Egekvist til Dagens.dk.

Ifølge ekspedienten sælges burgeren kun med tomatrelish, chili eller uden noget som helst, og de ansatte må ikke ændre opskriften.

Selvom der stod en fyldt ketchupflaske indenfor ekspedientens rækkevidde, så 'kunne' hun ikke hjælpe familien med den ekstra klat ketchup, for sådan var reglerne.

Ekspedienten vil ikke putte ketchup i burgeren, selvom ketchupflasken stod indenfor rækkevidde. Foto: Circle K

- Jeg spørger om, jeg kan tale med chefen på tankstationen, men det kan jeg ikke. I stedet får jeg at vide, at jeg skal ringe til kundeservice, hvor en venlig nordmand eller svensker gerne vil oprette en klagesag, siger Kirstin Egekvist til Dagens.dk.

Efterhånden blev det hurtige stop på tankstationen spoleret af den kedelige oplevelse, og da Kirstin Egekvist ikke ville have en undskyldning, men blot noget ketchup til sine ungers burgere, spurgte hun, om kundeservicemedarbejderen kunne tale med ekspedienten i telefonen.

Det krævede et opkald til kundeservice, før at Kirstin Egekvist fra Aarhus kunne få ketchup til sin burger. Foto: Kirstin Egekvist

Det kunne godt lade sig gøre, men det krævede at Kirstin Egekvist stillede sig i kø igen for at kunne række ekspedienten telefonrøret.

Efter en længere snak mellem kundeservicemedarbejderen og Kirstin kom ekspedienten endelig ned med lidt ketchup til børnenes burger og sagde, at hun gerne ville gøre en undtagelse - men kun denne ene gang.

Det undrer Kirstin Egekvist sig over: 

- Jeg tænker, at det er lidt tragikomisk. Man er megairriteret, og så tænker man, sker det her virkelig? Vi har lige været i Thailand, hvor folk kan hjælpe med det mindste, og så kommer man hjem til en sur teenager bag disken på en tankstation, der ikke vil give én en klat ketchup, siger Kirstin Egekvist, der blev så harm, at hun besluttede at dele sin historie på Facebook. 

Det er da heller ikke den oplevelse, som Circle K ønsker at give deres kunder. Circle K beklager den uheldige konfrontation over ketchup:

- Jeg kan kun beklage at kunden har haft en uheldig oplevelse i forbindelse med køb af vores burgere. I vores burgeropskrift indgår normalt tomatrelish, men ikke ketchup.

- Uanset at der ikke er ketchup i vores opskrift, skal man som kunde selvfølgelig kunne få ketchup i alligevel, hvis man ønsker det, og det skal man ikke ringe til kundeservice for at få, siger Ann Kirstine Havsteen, der er marketing- og kommunikationschef for Circle K i Danmark, til Dagens.dk.

Circle K har i forbindelse med henvendelsen fra Dagens.dk tilbudt, at Kirstin Egekvist kan få en ny burger som kompensation. Forhåbentlig med ekstra ketchup.

Marianne raser over rygeregel: Borgmesteren må ryge på jobbet, mens sosu-assistenterne har rygeforbud